Annonce
Debat

Debat: Bilka og Coop går på strandhugst hos apotekere

Siden vi fik en ny lov for apoteksområdet, der skulle medføre flere recept-ekspederende enheder på landsplan, men især også nye enheder i tyndt befolkede egne, har vi nu mulighed for at vurdere om loven opfylder sit formål. I avisen Danmark er der fokus på emnet. Et foruroligende fokus.

Den opmærksomme apotekskunde har de seneste år oplevet en stigende service og en lettere adgang til stadig billigere receptmedicin. Samtidig er tilbuddene om hjælp i forbindelse med receptekspeditioner og vejledning i forbindelse med håndteringen af lægemidlerne øget. Det koster, men, som korrekt anført af apotekernes formand Anne Kahns og apoteker Lars Walmar (Mariager), er man ved at nå en grænse. At dette kræver lovændring omkring apotekernes økonomisystem er der ingen tvivl om. Den service, apotekerne yder overfor lægemiddelbrugerne, er afgørende for medicinerings-sikkerheden. Apotekerne har gjort et fremragende arbejde i flere år og bør have deres muligheder for faglig rekruttering og drift retableret.

Det er ikke kun den økonomiske model, man bør betragte. Ved lovændringen lykkedes det ikke at etablere en fælles ”apotekernes it-platform”, som medicinbrugerne kan benytte, forudsat de angiver hvilket lokalt apotek, de ønsker at bevare. Man tvang en ordning igennem, der efterlader lægemiddelmarkedet med to blodsugende it-apoteker, der tager omsætning fra hele landet, og hvor indehaverne bor og er skatteydere i Københavns og Århus opland! Det skal skabe problemer.

Samtidig tillader man Coop (Kvickly) og Salling Group (Bilka) med storkapitel i ryggen at gå på strandhugst hos sultne apotekere, der gerne vil have ”måske” billige lejemål hos dem. En anden for småbyerne blodsugende organisationsform, der givet vil skabe problemer i disse superforretningers oplande. Skatten af de lokale apotekers overskud forsvinder også her ud af værtskommunerne. Myndigheder må igen gribe ind, når apotekere vælger uhensigtsmæssige placeringer af deres enheder.

Jeg forstår godt bekymringerne hos formanden for Landdistrikternes fællesråd, Steffen Damsgaard. Alt peger på, at yderdistrikterne igen lades i stikken, men selve nerven i vort fælles distributionsnet for lægemidler er truet. Fagligheden og sikkerheden.

Annonce
Per Østerbye. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce