Annonce
Debat

Debat: De færreste vil have en folketingspolitikers timeløn

Folketingsmedlemmer skal kritiseres. Især når de er uenige med dig og mig. Og når de er enige med dig og mig og derfor uenige med nogle andre.

Sådan er demokratiet, og jeg – blandt mange andre – deltager gladelig i den form for kritik.

Men at misunde vores folkevalgte deres pension og, for den sags skyld, deres løn. Det bør vi holde os for gode til. Ja, folketingsmedlemmer har en meget bedre pension end en faglært murer. Men meget dårligere end en typisk direktør. Ja, de har en løn lidt bedre end en faglært smed, men meget dårligere end en typisk underdirektør.

Og ærligt talt. De fortjener hver eneste øre. Også dem, jeg er dybt uenige med. Jeg har arbejdet for flere ministerier. Jeg har som journalist skrevet om og snakket med politikere i mere end 30 år. Tro mig; deres timeløn vil de færreste danskere have. Og deres jobsikkerhed ville få enhver fagforening til at arrangere protestmarcher. Alle folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere, jeg nogensinde har mødt, er dybt optaget af at forme Danmark i den retning, de er overbevist om, er godt for danskerne. Vi kan ikke alle være enige med dem alle. Men vi kan og bør respektere dem for, at de er villige til at engagere sig i det, de færreste af os gider gøre.

Og frem for at misunde dem en fornuftig pension og en rimelig løn, burde vi mindst tre-doble lønnen, så den kommer på niveau med en direktør i en mindre virksomhed. Vores politikere har direktør-ansvaret for Danmark. Og det gør de godt – også dem vi er uenige med. Og alligevel får statsministeren mindre end sin departementschef, borgmesteren mindre end sin kommunaldirektør, folketingsmedlemmerne mindre end underdirektører i mellemstore virksomheder, og kommunalpolitikere næsten ingenting for deres meget lange arbejdstimer. Og i modsætning til deres kollegaer i det meste af verden er de alle fuldstændigt ukorrupte.

Stop med at misunde vores valgte repræsentanter deres løn- og pensionsforhold. Lad os i stedet lette på hatten for en gruppe mennesker, der i praksis kun har fri fra midnat til de første journalister melder sig klokken fem om morgenen. Og når vi har lettet på hatten; lad os blive enige om at betale dem for deres engagement og deres arbejde på en måde, der modsvarer deres engagement og arbejdstid og så måske oven i købet få det gjort attraktivt også for ikke offentligt ansatte at blive vores valgte repræsentanter på Tinge og i Byråd.

Annonce
Kim Ruberg
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce