Annonce
Debat

Debat: Det er ved at være sidste chance for at redde erhvervsuddannelserne

Foto: Thomas Lekfeldt. Ritzau Scanpix
Annonce

Debat: Til efteråret tager vi hul på en ny runde trepartsforhandlinger, der skal sikre flere praktikpladser til unge og voksne på erhvervsuddannelserne og dermed også gøre det mere attraktivt at søge mod håndværksfagene.

Det er nødvendigt med handling nu. De seneste tal for optaget på erhvervsskolerne viser, at cirka 20 procent af afgangseleverne i år har søgt mod erhvervsuddannelserne. Det er meget langt fra den politiske målsætning om, at 25 procent skal søge erhvervsuddannelserne for at undgår fremtidig mangel på faglært arbejdskraft. Samtidig har coronakrisen betydet et markant fald i antallet af praktikpladser, så stadig flere af de relativt få unge aldrig får afprøvet deres evner i en virksomhed, men må tilbringe deres læretid på en skole.

Der er så afgjort brug for handling nu. Men det er med en vis bekymring, vi ser frem til de kommende forhandlinger.

Vi er bekymret, fordi der er en overvejende risiko for, at vi igen bliver enige om initiativer, som hver for sig sådan set er gode nok, men som samlet set bare ikke løser det helt overordnede problem med det vigende antal praktikpladser. Og det er ved at være sidste chance, hvis vi skal redde erhvervsuddannelserne.

Alternativet – og det bryder vi os faktisk ikke om - vil være at ændre uddannelserne i en retning, hvor skoleopholdet kommer til at fylde markant mere end i dag, og hvor praktikken mere får karakter af besøg på virksomhederne end læring i virksomhederne.

Vi skal have ændret udviklingen, men det kræver, at systemet skrues anderledes sammen.

Det er og skal fortsat være virksomhedernes opgave at oprette praktikpladser og ansætte lærlinge. Men som parter bør vi i endnu højere grad påtage os ansvaret, for at systemet fungerer. Vi skal finde konkrete løsninger, og det kunne f.eks. være en udbygning af den økonomiske incitamentsmodel, vi vedtog med den seneste trepartsaftale, som går ud på at belønne de virksomheder, der tager lærlinge, mens de, der ikke gør, skal betale ved kasse 1.

Vi skal have fingrene mere ned i arbejdet med det opsøgende arbejde. Her tænker vi sådan set både på at opsøge virksomheder, der kan godkendes til at tage elever, og opstøvning af ledige praktikpladser. I dag er det primært erhvervsskolerne, der står for det arbejde. Og selv om det fungerer nogle steder og inden for visse brancher, så er succesraten langt fra så høj, at modellen ikke trænger til at blive udfordret.

Vi ser for os en model, hvor de faglige udvalgs opgave bliver at etablere praktikpladsenheder, der skal stå for både det opsøgende og koordinerende arbejde på tværs af skoler og virksomheder. Ikke i form af en ny institutionsstruktur, men som en styringsmodel, hvor de faglige udvalg har frihed til at organisere opgaven, som de mener passer branchens forudsætninger bedst. Fokus bliver på de opsøgende indsatser, der dels skal skaffe flere praktikpladser, og dels skal få flere unge og voksne til at vælge en erhvervsuddannelse.

Den model giver også mulighed for nye samarbejdsformer på tværs af de faglige udvalg, en synergi, der især er vigtig for de virksomheder, der har brug for faglært arbejdskraft med forskellige uddannelsesbaggrund.

Det vil også give skolerne bedre muligheder for at følge eleverne gennem uddannelsesforløbet og sikre den faglige progression, og at det faglige udbytte er i top. Skolernes hovedansvar bliver hermed at sikre elevernes trivsel, at færre falder fra, og at elevernes faglige udbytte er af høj kvalitet.

Et andet område, hvor vi som parter bør tage et større ansvar, er i forhold til at sikre, at de økonomiske styringsmekanismer (incitamenterne) ikke modarbejder hinanden. Det klassiske eksempel er uddannelsesinstitutionen, for hvem det bedre kan betale sig at bruge ressourcer på at have en elev i skolepraktik (pga. taxametertilskuddet), end på at få vedkommende ud i en virksomhed.

Hele konstruktionen med, at praktikcentrene er oprettet med det formål at gøre sig selv overflødige, er næsten på forhånd dømt til at mislykkes. En måde at rydde op i det på, er ved f.eks. at lade parterne tage ansvaret for, hvem der opfylder kriterierne for at komme i skolepraktik, og så i øvrigt jf. ovenstående bidrage til at skolepraktik bliver helt overflødiggjort.

Vi bliver som parter også nødt til at tage et særligt ansvar for de brancher, hvor det ikke er manglende praktikpladser, men derimod manglende lærlinge, som er udfordringen. På 3F’s og Metal’s områder har vi nogle brancher, som sukker efter lærlinge, og som har svært ved at skaffe dem. Den opgave kunne vi også passende påtage os.

Endelig bliver vi også nødt til at tage et medansvar for de negative konsekvenser, der følger i kølvandet på, at antallet af korte aftaler er i kraftig vækst. Det må være arbejdsmarkedets parter, der i bund og grund garanterer de unge, at selv om de ikke kan få en hel uddannelsesaftale på den samme virksomhed, men må tage til takke med flere korte aftaler på flere virksomheder, så er de sikret ophold i en virksomhed i hele praktikperioden.

Her er vores opfordring til såvel kollegaer i fagbevægelsen, samarbejdspartnere på arbejdsgiversiden og i skoleverdenen samt Undervisningsministeriet: Lad os arbejde på at få en trepartsaftale, som får rusket lidt op i systemet og samtidig forpligter arbejdsmarkedets parter på et større ansvar for en af de største uddannelsespolitiske udfordringer i Danmark, nemlig praktikpladssituationen og fremtidens behov for faglært arbejdskraft.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

Riddersholm: - Jeg deler spillernes følelse. Vi er enormt skuffede

Annonce