Annonce
Debat

Debat: Er de unge en moderne kammerat Napoleon?

Demokrati: ”Alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre”.

Ordene sad i baghovedet, mens jeg forlod Valby Parken. Det havde været en fin dag. Masser af politisk interesse og engagement. Alligevel forlod jeg i år Ungdommens Folkemøde med en bekymret mine. Ikke på grund af dalende politisk forankring, men fordi ungdommens politiske debat i disse år synes at ændre karakter.

Naturligvis havde klimaet været det varme tema under årets debatter og workshops. Alt andet ville næsten være underligt ovenpå et folketingsvalg, der ligefrem er blevet dømt et klimavalg. Og det er godt. For klimapolitikken er selvsagt vigtigt. Så når der alligevel var grund til at mindes Welles allegoriske novelle, skyldes det ikke den politiske interesse, men mere hvordan den demokratiske samtale udvikler sig.

Ligesom vi har oplevet det i udlægningen af det britiske brexit, er også klimadebatten ved at skabe en ny opdeling af samfundet. Det er de unge overfor resten af verden. Det er de unge, der demonstrerer. Og det er de unge, der med en svensk teenager som den nye tids samlende frelser kræver, handling.

Også jeg har fra en ung alder krævet handling – over for EU, udlændingepolitikken og meget andet. Men i både brexit- og nu i klimadebatten er der skabt en antagelse om, at en bestemt politisk mening har særlig værdi, fordi den fremsættes af unge. Som om vi som borgere har forskellige demokratisk værdi – afhængig af vores fødselsdag. Og sådan kan det selvsagt aldrig være.

Og her var folkemødet i Valby en øjenåbner. Med en nestors ophøjethed stod den ene teenager efter den anden foran mig med bebrejdende spørgsmål om, hvorfor jeg dog ikke ville afstå fra at spise kød og købe tøj, andre havde gået i først. Og da jeg venligt svarede på spørgsmålene, trak man esset: kan du ikke forstå, at vi er de unge? I et demokrati kan man netop ikke kræve. Her går magt og ret ikke hånd i hånd. Her må det gode argument altid veje tungest. Og der er i den grad grund til i klimadebatten at få hysteriet tæmmet. Som på ethvert andet vigtigt politisk område, står vi os her bedst ved gennem samtale og forhandling at lytte til hinanden og finde langsigtede løsninger.

Naturligvis har de unge en røst i den debat. Men den vejer altså hverken tungere eller lettere end andres. Tværtimod har det aldrig skadet at lytte til folk med erfaring. Måske er det faktisk imellem de erfarne og det ungdommelige, at de bedste løsninger findes? Ellers ender det som General Napoleon.

Annonce
Morten Messerschmidt
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce