Annonce
Debat

Debat: Facebook er hysterisk omkring annoncer. Små jagtbutikker bliver klemt, men store slipper

Den amerikanske mediegigant har indført en lang række regler for brugernes opførsel, som rækker langt ud over de fleste vesteuropæiske landes egen lovgivning. Facebook har slået hårdt ned på den hjemlige danske jagtudstyrsbranche under henvisning til Facebooks totale forbud imod salg af våben på platformen.

Helt konkret forbyder Facebook danske jagtbutikker at annoncere på Facebook, hvis man på butikkernes egne hjemmesider kan købe sigtekikkerter, våbenskabe eller våbenetuier – altså jagtudstyr, som ikke regnes som våben eller våbendele i Danmark. Alle må faktisk købe disse helt ufarlige ting uden tilladelse eller aldersbegrænsninger. Egentlig ikke så mærkeligt - et våbenetui er jo i bund og grund et stykke stof med en lynlås i. Men på Facebook er man altså udelukket fra at annoncere, hvis man sælger den slags …. også selv om man ikke sælger det via annoncer på Facebook.

Selvom jeg synes, at Facebooks regler på området er hysteriske, grænsende til det latterlige, anfægter jeg på ingen måde Facebooks ret til at sætte egne regler. Vi, som bruger Facebook, er trods alt gæster i et privat univers og der er ingen, der tvinger os til at bruge platformen. Problemet er bare, at reglerne tilsyneladende ikke gælder for alle, selvom Facebook gør et stort nummer ud af at understrege af det.

Det er enkelt af finde annoncer på Facebook fra store danske detailaktører såsom Biltema og Harald Nyborg, selvom disse butikker forhandler adskillige af de varer, som mindre jagtforhandlere bliver udelukket fra Facebook for at have på hylderne. Skyldes det mon, at Biltemas annoncebudget er større end de mange små online-butikkers budgetter?

Men det bliver desværre langt værre end som så. Man skal nemlig ikke lede længe på Facebook efter annoncer fra Kina-giganter som Wish. En del af disse annoncer er for præcis de produkter, danske forhandlere bliver udelukket for – såsom mundingsbremser til rifler, kikkertmontager til installation af sigtekikkerter på rifler, kikkertsigter og jagtknive.

Wish og andre Kina-sites sælger også piratkopierede mærkevarer i stor stil. På Wish købte jeg en nøjagtig kopi af en højteknologisk svensk jagtkniv af mærket Fällkniven for en pris omkring 95 procent under prisen for originalen. Facebook promoverer med andre ord annoncører, som handler med ulovlige kopivarer og dermed gør livet uendeligt surt for vore hjemlige virksomheder.

Men det bliver endnu værre. På Wish sælger man nemlig decideret ulovlige våben og knive. Det gælder mini-armbrøste, slangebøsser, knojern, kampøkser og springknive. Køber man nogle af disse varer havner man i konflikt med den danske våben- eller knivlov. For ”almindelige mennesker” betyder det måske ”bare” en plet på straffeattesten og en bøde på 1.000-3.000 kroner. For andre kan det få vidtrækkende konsekvenser. En jæger vil rutinemæssigt få inddraget sit jagttegn i en fem-årig periode og blive tvunget til at afhænde sine jagtvåben for en uagtsom overtrædelse af knivloven. En sikkerhedsvagt risikerer at blive af med jobbet.

Antallet af sager på baggrund af ulovlig import af genstande, der i henhold til dansk lovgivning regnes som illegale våben og knive, er desværre eksploderet i de senere år. Dette i høj grad takket være aggressiv markedsføring på sociale medier. Således er mere end 18.000 helt almindelige danskere – som ikke har sat sig ordentligt ind i reglerne - pludseligt kriminelle, blot fordi de i løbet af det seneste år har stolet på, at de annoncører de finder online – for eksempel på Facebook – er ”sikre” at handle hos.

Hvis Facebook havde opretholdt tilnærmelsesvis samme annonceringspolitik overfor Wish, som de farer frem med overfor mindre danske jagtforhandlere (der handler med legalt jagtudstyr), havde langt færre danskere havnet på den forkerte side af våben- og knivloven.

Jeg forstår ikke, at man vil promovere annoncører, der åbenlyst sælger decideret ulovlige våben. Jeg forstår ikke, at man promoverer virksomheder, som sælger ulovlige piratkopier. Jeg forstår ikke, at man vil medvirke til at kriminalisere sine egne brugere gennem at føre dem bag lyset med annoncer fra sælgere af illegale våben.

Jeg er selvsagt ikke imponeret over hverken Facebooks regler eller konsekvensen i deres håndhævelse af dem. Er du?

Annonce
Jens Ulrik Høgh
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce