Annonce
Debat

Debat: Fagbevægelsen står ved skillevej – svigt medlemmerne eller sæt mennesket før faget

Titusindvis er lige nu syge af at arbejde. De kæmper hver dag for at komme ud af sengen, og i værste fald påvirker det dem resten af arbejdslivet.

Dårlig samvittighed æder os op, fordi vi ikke kan finde balancen mellem arbejde og fritid. Trofaste medarbejdere får trukket tæppet væk under sig, fordi deres kompetencer ikke er fulgt med udviklingen. Arbejdsgivere mister ordrer og vigtig viden, fordi de ikke formår at fastholde og tiltrække den rette arbejdskraft.

Danmark - og fagbevægelsen i særdeleshed – står ved en skillevej. Bliver vi ved med at gøre mere af det samme, mister vi blikket for arbejdsmarkedets hastige udvikling, og vi risikerer at sætte vores relevans i samfundet over styr – med store konsekvenser for de danske lønmodtagere, som mere end nogensinde har brug for en fast støtte i et arbejdsliv fuld af forandringer. Fremtidens digitalisering og automatisering kræver, at danskerne konstant udvikler nye kompetencer, og mange af de jobs, vores børn kommer til at bestride, er ikke engang opfundet endnu. Nye tal viser, at hver fjerde dansker laver noget andet i dag, end de er uddannet til. Og vi ved, at mange danskere får svært ved transformationen. Det vil gå ud over både lønmodtagere og arbejdsgivere – og hermed den generelle vækst i Danmark.

Når vi skifter job og brancher som aldrig før, bliver snævre faggrænser naturligvis mindre afgørende. Og så nytter det ikke, at vi propper medlemmerne i kasser. Vi skal se dem som mennesker, ikke som faggrupper.

Jeg er overbevist om, at afgrænsningen af fag mellem fagforeningerne på sigt bliver en hindring for mobiliteten på arbejdsmarkedet. Det er et problem for medlemmerne, at en konsulent i en meget fagafgrænset fagforening, ikke har nogen interesse i at sende et betalende medlem i armene på en anden fagforening ved at anbefale et brancheskifte for eksempel på grund af nedslidning. Det er et kæmpe svigt, hvis fagbevægelsen lader forældede systemer gå forud for danskernes trivsel.

I Krifas Videncenter for God Arbejdslyst har vi kortlagt de syv faktorer, som har den største betydning for danskernes arbejdslyst. Vi vil have mening, god ledelse og balance mellem arbejde og privatliv, og det kan overenskomster ikke løse alene. Der skal mere til. Hvis vi i fagbevægelsen ikke engang kan snakke sammen om, hvordan vi i fællesskab kan løse de her udfordringer, fordi vi har travlt med at diskutere farver og fag – så har vi da ikke danskerne og vores medlemmers interesser i centrum.

Vi må altså heller ikke glemme de flere hundrede tusinde på det danske arbejdsmarked, som ikke er omfattet af en overenskomst. Og det er ikke realistisk, at de bliver det, når det ikke er lykkedes trods 120 års indsats. Samtidig arbejder flere og flere under ansættelsesformer, som ikke kan proppes ned i kasser. Skal de bare overlades til sig selv, fordi de ikke passer ind? Det kan vi da ikke være bekendt.

God arbejdslyst er ikke bare kage en gang om ugen. Der skal arbejdes seriøst med det, hvis vi skal trives på jobbet, og det er her, vi som fagforeninger skal på banen, hvis vi skal give værdi i fremtiden. I Krifa har vi taget de første skridt, men vi er heller ikke i mål endnu. Vi er begyndt på rejsen, og det er tid til, at FH-formændene kommer ud af forhandlingslokalerne og ind i virkeligheden – ligesom Krifas konsulenter, når de gratis besøger arbejdspladser, hvor de måler og arbejder med trivsel.

Der vil helt sikkert sidde en masse klar med beskyldninger om, at når vi i Krifa hjælper det enkelte medlem i deres unikke situation, så tænker vi ikke på fællesskabet. Men der må jeg komme dem i forkøbet og pointere, at det jo netop er det, vi gør. Vi tager ansvar for det store fællesskab – ikke kun for dem, der er med i bestemte fagforeninger.

For vi gambler med vores velfærd, hvis fagafgrænsede fagforeninger fortsætter ad samme spor. Dårlig trivsel og nedslidning går ud over børn og ældre – og det koster staten kassen, når danskerne bliver syge af at arbejde. Og hvis vi bliver ved med at tænke i de samme kasser, som vi har gjort i mere end 120 år, så tror jeg, at fagbevægelsen kun eksisterer i historiebøgerne, når mine oldebørn skal på arbejdsmarkedet.

Annonce
Søren Fibiger Olesen
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce