Annonce
Debat

Debat: Folketingets åbning – rigets stilling, respekt for håndværket og farveblind blokpolitik

I sidste uge åbnede folketingsåret. Det første med Mette Frederiksen som statsminister. Og dermed hendes første åbningstale.

Det fremgår af Grundlovens §30, at statsministeren ved folketingets åbning skal give ”en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringens påtænkte foranstaltninger”.

De fleste har efterfølgende karakteriseret den del af talen, som handler om rigets almindelige stilling – og med rette synes jeg – som meget dyster. På den anden side var der også mange der mente, at Poul Schlüters åbningstaler altid var overoptimistiske med sætningen om, at det ”går ufatteligt godt”.

Men jeg tror ikke det gavner respekten for det politiske håndværk, at man så åbenlyst ønsker at fremme ens fremtidige politiske resultater på baggrund af et forværret billede af den faktiske situation

Omkring den del af talen, som burde handle om regeringens påtænkte foranstaltninger, er mange også enige om, at indholdet var tyndt. I hvert fald tyndt i forhold til helt konkrete forslag og initiativer.

Til gengæld rakte hun armen ud til bredt samarbejde. Også hen over midten. Efterfølgende har regeringen besluttet at forsøge at lave en finanslov gennem blokpolitik. En rød blokpolitik. Men jeg formoder, at Mette Frederiksens tidligere modstand mod blokpolitik var farveblind.

Der skal selvfølgelig være plads til politisk uenighed, men under en åbningsdebat bør man også kunne diskutere nye løsninger fordomsfrit. Heldigvis var åbningsdebatten ikke udelukkende et møde mellem de to velkendte argumenter: ”Du er dum”, og ”det kan du selv være”.

Annonce
Carl Holst
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce