Annonce
Debat

Debat: Hovsa, hvor blev regeringens nye retning af?

Politik: Regeringen er kommet godt fra start: Unge, kompetente ministre med masser af ny energi. Godt hjulpet af nedsmeltningen i blå blok, står regeringen fint i meningsmålingerne. Statsministeren trådte hurtigt i karakter med en tiltrængt undskyldning til Godhavn-børnene. Og udviste sikker og effektiv dømmekraft og håndtering af først Trumps besøg så Trumps ikke-besøg.

Vist er der taget positive politiske initiativer: De værste excesser i udlændingepolitikken rulles tilbage af den dygtige minister Tesfaye: Lindholm droppes, Mint kommer hjem til Danmark og integrationsydelsen sættes op.

Andre gode eksempler kan nævnes: Havbrug afvikles for at sikre vort vandmiljø. Regionerne har fået tilført 1,5 milliard kroner for 2020.

Alligevel er det med udspillet til finanslov svært at få øje på den "nye retning for Danmark", som regeringen bebudede før valget. Regeringen har det tilsyneladende lidt med det grønne som andre med vejret: Den taler om det, men gør ikke rigtig noget ved det. Målsætningen om reduktion af CO2-udslippet med 70 procent i 2030 er flot og rigtig. Imidlertid forudsætter en realisering af målsætningen, at vi kommer i gang her og nu med at omstille produktion og forbrug. Men regeringen spiller ikke på banen. Danmarks CO2 udslip bliver ikke reduceret i 2020.

Uligheden som er blevet mere markant de senere år - også under S-regeringen fra 2011-15 - bliver der ikke gjort noget ved foreløbig.

Før valget sagde Socialdemokratiet, at partiet ville arbejde for et mere humant flygtningesystem. I dag afviser regeringen at være med til at støtte et fransk-tysk-italiensk- maltesisk forslag om en mere retfærdig EU-fordeling af asylansøgere. Det er aldeles usolidarisk.

Alle de gode ting regeringen lovede før valget forudsætter penge, det vil sige økonomiske reformer, da finansminister Wammen næppe har et pengetræ stående i baghaven. Det kunne være bedre muligheder for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Heller ikke her har vi hørt et kvæk fra regeringen.

Det kan undertiden virke som om, regeringens højeste mål er politisk ro. Det kan man selvfølgelig godt med en del god vilje kalde for "en ny retning". Men det er uambitiøst og ikke den grønne, solidariske profil, regeringen lovede før valget.

Regeringens evige mantra er: Klap nu hesten, Rom blev ikke bygget på en dag, der kommer en løsning på et tidspunkt.

Statsministeren gjorde i åbningstalen et stort nummer ud af den tillid, der angiveligt mangler i det danske samfund. Men regeringen kunne yde sit bidrag til at genskabe tilliden ved at vise det gode eksempel og leve op til egne valgløfter.

Måske er jeg for utålmodig. Men jeg spørger bare: Hvorfor ikke komme i gang, her og nu?

Annonce
Erik Boel
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce