Annonce
Debat

Debat: Hvad i alverden laver Helle Thorning-Schmidt i Facebook?

Annonce

Debat: Der er stil og klasse over top-socialdemokraternes exit fra dansk politik: Efter tiden som finansminister gik Bjarne Corydon til konsulentfirmaet McKinsey og derefter til dagbladet Børsen; ovenpå posten som vækst- og erhvervsminister fik Henrik Sass Larsen en stilling som direktør for kapitalfondene; over-spindoktor Martin Rossen er for nylig blevet top-lobbyist hos Danfoss – angiveligt for at komme tilbage til barndommens land på Als. Man tør slet ikke tænke på, hvilken glamourøs karriere der venter Mette Frederiksen, når hun tjekker ud fra dansk politik.

Ingen af de tre herrer ser en modsætning i forhold deres fortid som ledende socialdemokrater. Hvilket vel blot bekræfter tesen om, at det snart er længe siden, at S var et rødt parti.

Mest spektakulær er Helle Thorning-Schmidts (HTS) karriere siden tiden som statsminister. Efter at have prøvet kræfter med arbejdet som direktør i Red Barnet i London, er Thorning Schmidt indtrådt som en særdeles vellønnet vagthund for Facebook. HTS bliver medlem af Facebooks ”Højesteret”, det fire mand store formandskab for det nyoprettede Tilsynsråd. Rådets opgave bliver at tage stilling til klagere fra brugere, der har fået fjernet indhold på Facebook. Det bliver afgørelser om ytringsfrihed, injurier og misinformation for Facebooks 2,6 milliarder brugere. Oprettelsen af Rådet kommer i kølvandet på tiltagende kritik af Facebook for at sprede misinformation og censurere debattører.

Man kan spørge, hvad HTS vil på den galej. For det er kun tilsyneladende, at posten er vigtig. Rådet er i virkeligheden blot endnu et eksempel på, at Facebook fralægger sig ansvaret for virksomhedens gøren og laden. Tilsynsrådet får ingen adgang til at påvirke de politikker, Facebook følger, eller de systemfejl, der muliggør misinformationen og manipulationen. Rådet får ej heller indflydelse på Facebooks algoritmer og setup. Rådets ansvarsområde bliver begrænset til at være en slags appeldomstol for indhold, der er fjernet. Rådet bliver først operationelt sidst på året – uanset at Facebook ellers plejer at slå sig op på at være ”first mover”.

Det virker påfaldende, at medlemmerne af Tilsynsrådet er pålagt streng tavshedspligt vedrørende ikke alene de enkelte sager men også angående kollegerne, lønforhold og organisationens drift. Så meget for Facebooks åbenhed.

Grundlæggeren og lederen af Facebook den legendariske Mark Zuckerbergs indstilling er klar. I den netop udkomne Facebook – The Inside Story formulerer han den således: Hvis du ikke begår fejl, er det, fordi du ikke udlever dit potentiale - det er kun ved at prøve og fejle, at Facebook kan vokse.

Men de ”fejl”, som Zuckerberg henviser til, er nok så alvorlige: Andre landes indblanding i demokratiske valg, det burmesiske militærs spredning af hadpropaganda i forbindelse med folkedrabet på muslimerne i landet – eller omfattende indgriben i menneskers privatliv.

Facebooks forretningsmodel er overvågning. Fra en idealistisk start har Facebook udviklet sig til en platform for had-kampagner, racisme, fake news, russisk/kinesisk manipulation, jf. Facebooks støtte til og kollusion med præsident Trump. Forretningsmodellen trives ved polemikker; uanset om de er reelle eller falske.

Zuckerbergs grådighed er neo-augustinsk. Imperator Caesar Divi Filius Augustus, pontifex maximus, princeps senatus – sådan ser Zuckerberg sig selv. En direkte og moderne arvtager af imperiet. Han optræder ikke i toga, men i grå T-shirts, som han har hundredvis af, så han ikke skal bruge mental tid på at forholde sig til sin beklædning. Zuckerberg citerer kejser Augustus i et væk –på latin. Hans megalomani fører til indgående overvejelser over hans image, jf. Zuckerbergs frisure, der er taget direkte fra Augustus, og hans imperatorisk-populistiske rundrejser i USA. Han er/ser sig som det ultimative udtryk for præstationskulturen i Silicon Valley.


Det virker påfaldende, at medlemmerne af Tilsynsrådet er pålagt streng tavshedspligt vedrørende ikke alene de enkelte sager men også angående kollegerne, lønforhold og organisationens drift. Så meget for Facebooks åbenhed.


Zuckerberg døljer sine motiver under en altruistisk kappe. Han kannibaliserer de traditionelle medier, mixer info ned i rygtemaskinen. Alt sammen med det formål at skabe forbruger engagement; dvs. vækst og øget profit.

Som medlem af Tilsynsrådet kommer HTS til at legitimere denne forretningsmodel. Tilsynsrådet har Zuckerberg ene og alene opfundet for at undgå en regulering af Facebook udefra, hvilket en række politikere har krævet i lyset af techgigantens magtmisbrug.

I stedet for Zuckerbergs julelege med oprettelse af Tilsynsråd, bør der indføres redaktøransvar på Facebook – ligesom på alle andre medier.

HTS er gået i flyverskjul og har ikke været synderlig meddelsom vedrørende formandsopgaven i Rådet. Men HTS er ikke en frue hvem-som-helst. Gennem fire år betroede de danske vælgere HTS de gyldne kæder til landets øverste politiske embede. Det er på tide, at HTS kommer ud af busken og kommenterer sin fremtidige rolle som gidsel i en organisation, der truer de vestlige demokratier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

4. klasse-elever og lærere sendt hjem fra Kirstinebjergskolen - en smittet elev sendte klassen hjem

Annonce