Annonce
Debat

Debat: Hvordan undgår vi politikerlede?

Illustration: Gert Ejton

Når der skal være valg til et byråd eller Folketinget, får de politiske kandidater travlt med at overbevise vælgerne om deres partiprogram, såvel som deres personlige holdning til politik og alt det gode, som de vil gøre for samfundet, hvis de bliver valgt.

Politikerne skal dog i høj grad tænke på, at de vælges med tillid fra befolkningen til deres formåen. Hvis politikere ikke lever op til den tillid, der er grundlaget for deres valg, så opstår der det, man kalder politikerlede! Rundt omkring i de danske hjem er der jævnligt diskussioner om politikernes kvalifikationer og beslutninger. Generelt er der stor respekt for de borgere, som vil afsætte tid til at være politikere. Et job, som ikke altid er lige sjovt at udføre! Men en gang imellem tager man sig til hovedet og siger: ”Hvad er nu det for noget?”.

Når en politiker er valgt, måske med et ret stort stemmetal for et parti, og vedkommende så umiddelbart efter valget, eller midt i valgperioden, skifter til et andet parti, så føler vælgerne sig selvfølgelig snydt og bedraget. Det er lovligt at skifte parti, men det er uanstændigt at blive siddende som medlem af et andet parti, der ikke har stemt på vedkommende. Det er misbrug af stemmer at lade sig vælge ind for et parti og så flytte over i et andet parti midt i en valgperiode. Flytter man over i et andet parti, må man træde tilbage, til man kan vælges for det nye parti. Ellers er der godt grundlag for politikerlede!

Annonce

Indimellem er der politikere, som bryder ud og danner deres eget parti. Det medfører som regel stemmespild, frustrationer blandt vælgerne, store vanskeligheder med konstitueringer og rodet politisk styring. Alt for mange partier er det samme som folkelig splittelse.

Der er som regel mest fokus på en borgmester eller en rådmand end på de øvrige kommunalpolitikere. Det er jo politikere med topposter, som er de toneangivende i de politiske beslutninger. Ledende politikere, som igangsætter omfattende reformer, store offentlige byggerier eller vilde ”udviklinger”, bør ikke forlade politik, før de har taget ansvar for deres handlinger.

Hvis en borgmester for eksempel træder tilbage som borgmester et år før valg, men bliver siddende som almindeligt medlem i samme byråd, er det særdeles uanstændigt over for vælgerne. Vedkommende kan således indirekte fortsætte med at styre et byråd, uden at have hovedansvaret for de opgaver, som vedkommende selv har sat i gang. I en sådan situation bør vedkommende helt forlade byrådet og lade en suppleant komme til.

I alle valgkampe plæderer politikerkandidater for at ville skabe et samfund med bedre velfærd. Når de så er blevet valgt, tæller prestigebyggerier og store reformer mere i deres politiske arbejde, end velfærd. Et gadegennembrud til en halv milliard tæller mere i historiebogen end velfærd. Hvis gadegennembruddet er en fejltagelse, koster det måske en anden halv milliard at lukke gaden igen. Og skatteyderne betaler! Sådanne beslutninger fylder mere i historiebogen end velstandspolitik. Især ældrepolitikken har de seneste år været under skrappe økonomiske nedskæringer. For eksempel på bespisningen på plejehjemmene.

Borgerne ejer land og by - og ikke politikerne! De er blot valgt til at forvalte de offentlige opgaver, hvor det ifølge loven er socialforsorgen, som er det primære. Derfor kan politikerne ikke uden videre handle med borgernes ejendom, uden at borgerne giver tilsagn.


Det er misbrug af stemmer at lade sig vælge ind for et parti og så flytte over i et andet parti midt i en valgperiode. Flytter man over i et andet parti, må man træde tilbage, til man kan vælges for det nye parti. Ellers er der godt grundlag for politikerlede.


Slår den kommunale eller statslige økonomi ikke til, når der sættes store projekter i gang, så forhøjer man skatten eller tager dyre lån, der både skal forrentes og tilbagebetales - af borgerne! Eller politikerne sælger ud af folkets ejendomme - ”arvesølvet” - som regel uden at spørge borgerne. Politikerne har det med at glemme, at det altså er borgernes penge, som skal finansiere alle reformer og igangsatte store projekter, som en kommune eller stat sætter i gang. Men politikerne har ikke blankocheck på at bruge af borgernes penge.

Politikerne er valgte, og embedspersonalet er ansatte. Politikerne træffer på borgernes vegne beslutningerne, og embedspersonalet rådgiver, vejleder og udfører politikernes beslutninger. Indimellem virker det, som om det er embedsværket, som styrer politikerne. Der er brug for et tæt samarbejde mellem de to grupper, dels fordi det er embedsfolket, der har de praktiske erfaringer, og dels fordi der som regel er større udskiftning af politikere end embedsmænd. Men det er altså politikerne, som beslutter.

Hvis politikerne indbyrdes ikke kan enes, så er der problemer med styringen af de politiske opgaver. Her synes politisk partiopdeling at være en svøbe for et samarbejde. Flertallet bestemmer, men indimellem ser man, at et snævert flertalsparti bliver så urokkelige i deres meninger, at de ligefrem tilsidesætter folkemeninger. En ”vi alene vide”- holdning kan være til stor skade for et samfund!

Hvis et flertalsparti negligerer en folkeopinion, nærmer det sig diktatur i stedet for demokrati! Der er nok noget positivt i partipolitik, men det hæmmer personlige synspunkter i at blive taget alvorligt. Det giver skandale, hvis en politiker stemmer imod sit eget parti, uanset om vedkommende har fat i det rigtige!

Politik bør føres ud fra erfaringer og ikke vildtflyvende ideologi. Der er tendens til, at ganske unge uerfarne bliver valgt til at styre samfundet. Politikere, som kun har stiftet bekendtskab med bøger og studier, måske endda kun halve uddannelser, mangler som regel kendskab til det virkelige liv. Derfor tørner politikere og samfundsborgere ofte sammen, når der bliver truffet politiske beslutninger, der kun bygger på tal og statistik. Socialpolitik burde være indiskutabelt, men erhvervspolitik kræver mere end ungdommelig visdom og ideologi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce