Annonce
Debat

Debat: Hvorfor skal 16-årige fortsat kunne drikke 20 øl på en aften?

I denne uge blussede diskussionen op om unges adgang til at købe alkohol. I brancheforeningen for spiritusproducenter og distributører, VSOD, har vi i mange år argumenteret for, at alkohol er et nydelsesmiddel for voksne uanset produkttype eller alkoholstyrke, og at lovgivningen bør reflektere dette. I dag er reglerne således, at produkter under 16,5 procent alkohol - dvs. øl, cider, shots, alkoholsodavand og vin - frit kan købes af 16-17 årige i danske butikker, og det endda uden mængdebegrænsning.

Faktum er, at i Danmark drikker unge under 18 år alt for meget alkohol, og vi har desværre stadig den laveste debutalder i Europa. Det er derfor ærgerligt, og ja trist for vores unges helbred, at nogle politikere senest har luftet forslag om blot at ændre butikkernes alkohol bagatelgrænse for salg til mindreårige fra 16,5 procent til f.eks. 5 procent alkohol. Dermed vil de helt unge stadig kunne drikke sig fulde med 20 øl eller ciders, og så er vi jo ikke rigtig kommet nogen vegne henimod en sundere alkoholkultur blandt vores unge.

Alkohol er alkohol og en genstand er en genstand, uanset i hvilken form den drikkes, så der er ingen rationelle argumenter for en lovbestemt differentiering imellem alkoholprodukter. Om de unge drikker sig fulde i øl, cider, shots, alkoholsodavand, vin eller spiritus er lige skadeligt, og ligesom det er gældende i bar- og restaurationsbranchen, bør der derfor også være en 18 års minimumsgrænse i butikkerne, uanset hvilken type alkoholprodukt der er tale om.

Hvis man allerede som 16-17 årig skal lære at håndtere alkohol på en forsvarlig måde, da så jeg hellere, at de får deres debut i trygge rammer sammen med forældrene derhjemme i stedet for med en stor pose øl i en park sammen med jævnaldrende.

Annonce
Carsten Suhrke
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce