Annonce
Debat

Debat: Ikke kun fisk lugter af penge - vinden gør også

Debat: Vi kender alle historien om en mand fra byen og hans første besøg i en fiskerihavn. Da han bliver mødt af den karakteristiske lugt, udbryder han: ”Her lugter af fisk”, hvorefter lokale svarer: ”Her lugter af penge”.

Uanset om det er en vandrehistorie eller ej, så er det i hvert fald ikke løgn, at fisk har været lig med penge, om det så har været på havnen i Esbjerg, Hanstholm eller Hvide Sande. Men fisk er ikke det eneste, der lugter af penge på havnen i Hvide Sande. Faktisk lugter alt det, vi ynder at kalde Det Blå Danmark, af penge. Ikke mindst skibsfartens grønne omstilling rummer store muligheder.


Annonce

Faktisk lugter alt det, vi ynder at kalde Det Blå Danmark, af penge. Ikke mindst skibsfartens grønne omstilling rummer store muligheder.

Fra debatindlægget


Slår man op i opgørelsen over beskæftigelsen i Det Blå Danmark fra Søfartsstyrelsen ser man, at den gennemsnitlige lønindkomst i Det Blå Danmark er på 523.000 kroner om året mod 332.000 kroner i den samlede beskæftigelse. Lønindkomsten er altså hele 58 procent højere end den gennemsnitlige indkomst for alle beskæftigede i Danmark. Samtidig er reallønnen i Det Blå Danmark steget 22 procent i perioden 2009-2019 mod mere beskedne 6,6 procent i Danmark i gennemsnit.

Typisk har lønningerne i olie og gas været de højeste med et gennemsnit på 899.000 kroner om året. Men vi må sande, at der er sat udløbsdato på olie- og gaseventyret, og at eventyret er blevet drejet over i en grønnere nuance. Det er en mulighed, som blandt andet Vestjylland og Hvide Sande kan gribe, så flere af de beskæftigede i Det Blå Danmark bliver vestjyder.

Hvide Sande Shipyard er et af de steder, som har "blå arbejdspladser" og er ved at tage en bid af den store blå-grønne kage. Lige nu færdiggør værftet Molslinjens nye elfærge "Grotte", som skal sejle mellem Fanø og Esbjerg.

Det bliver med sikkerhed ikke den sidste elfærge, vi ser i Danmark i de kommende år, og med ekspertisen på plads på værftet kan det meget vel blive til flere opgaver. Herudover er der opgaverne med opsætning og vedligeholdelse af havvindmøller i Nordsøen, hvilket kan blive en guldgrube for Vestjylland.

Hvide Sande er allerede blevet valgt som servicehavn for Horns Rev 3. Valget betyder, at mellem 25 og 30 fuldtidsansatte får base i Hvide Sande, og det understreger de lokale fordele ved at investere i havvind. Herudover kan Hvide Sande Havn forsøge at gøre sine hoser grønne i forhold til parkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord.

På den måde kan både fisk og vinden, som bærer fiskelugten, komme til at lugte af penge i fremtiden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce