Annonce
Debat

Debat: Iransk kvinde brænder op i afmagt, og magtens mænd slår det hen som simpelt selvmord

En af verdens helt store udfordringer er frihed til alle inklusive kvinder. Det betyder, at alle kvinder burde vurderes ud fra kvalifikationer frem for køn. Og mens vi herhjemme er nået et godt stykke af vejen, så ser det virkelig sort ud i andre dele af verden.

Sidste mandag døde den 29-årige kvinde Sahar Kohodayari af sine skader, efter hun satte ild på sig selv uden for retsbygningen i Teheran, Iran. Hun risikerede at blive idømt seks måneders fængsel for at have klædt sig ud som en mand for at se sit yndlingsfodboldhold Esteghlal spille på et stadium. Det er forbudt for kvinder at komme på fodboldstadier i Iran.

Nu har verden vist sin vrede mod Iran og støtter op om kvindens desperate budskab om den fuldstændig meningsløse forskelsbehandling af kvinder i Iran. Men myndighederne slår det hen som en forvirret kvindes selvmord. Derved antyder de også, at kvinden var psykisk ustabil. Et prædikat kvinder desværre alt for ofte får, når magtfulde mænd bruger sproget som angreb på kvinders ret til at tale offentligt. De er hysteriske, uligevægtige og følelsesladte modsat mænd som er fornuftige, velovervejede og seriøse.

Men i virkeligheden er køn en kulturel konstruktion, fortællingen om hvorfor mænd og kvinder opfører sig forskelligt er vores egen – ikke naturens. Det er først med agerbrugets revolution, som begyndte for ca. 10.000 år siden at arkæologerne kan se forskel på køn. Før det har der sandsynligvis ikke været den opdeling mellem mænd og kvinder, som stadig undertrykker halvdelen af befolkningen i store dele af verdenen. Måske er Sahar Kohodayaris offer et startskud til at et oprør breder sig i Iran mod mændenes fortælling om kvinders underlegne plads i verden. Lad os håbe at hendes død ikke er forgæves.

Annonce
Jeanette Varberg. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Sydjylland

Små handelsskoler risikerer at miste udkantstilskud: Nu står flere til at gå i minus

Annonce