Annonce
Debat

Debat: Klimaudfordringen kræver nye partnerskaber

De unge har taget klimakrisen til sig holdningsmæssigt. Nu skal vi vise dem, hvordan de kan medvirke til at gøre en forskel, hvad enten man vælger at uddanne sig til kontorassistent, industritekniker eller ingeniør.

Klimaudfordringen er alvorlig. Meget få er efterhånden i tvivl om den sag. Med vores produktion og forbrug øger vi temperaturen, smelter indlandsisen og får ørkenerne til at brede sig.

Udfordringen er så stor, at den kræver nye partnerskaber. De skal udpege potentialer, som vi kan kanalisere vores kræfter efter og bryde med vores vaneforestillinger, samtidig med at vi holder fødderne forankret i mulden. Det har vi erfaringer med i Danmark fra fortidens omstillinger. Vi bør samle store industrivirksomheder, ”økohippier” som kokken Nicolai Kirk, de unge og vores uddannelsessystem. De sidder normalt ikke ved samme bord for at finde løsninger på store samfundsproblemer. At samle dem kræver en klimafortælling som giver os fælles indsigter, drømme og tro på fremtiden.

Det har klimaminister Dan Jørgensen indset, og han har derfor netop ansat forfatteren Kasper Colling Nielsen som taleskriver. Han skal overbevise danskerne om, at vores samfund skal omstilles. Her er en række input til ham.

Danmarks velfærd er bygget på vores forældre, bedsteforældre og oldeforældres indsats. De skabte højskolebevægelsen, som uddannede generationer af bonde- og husmandsbørn til at drive landbrug på en anden måde, samtidig med at højskoleopholdet gav dem en følelse af fælles skæbne og fremtid.

Det gav andelsbevægelsen styrke til at overkomme de mange udfordringer og uoverensstemmelser, der siden skulle vise sig. Som at Hansen ikke bestemte mere i driften af mejeriet, blot fordi han ejede flere malkekøer end Nielsen fra nabosognet. De nye andelsstrukturer skabte en gigantisk eksportsucces for dansk landbrug.

Efter 2. Verdenskrig blev Danmark en industrination. Landbruget blev mekaniseret, hestene forsvandt og traktorerne begyndte at rulle på markerne. Bankernes lånebetingelser, landbrugskonsulenter og uddannelse spillede en afgørende rolle i den omstilling, som skete på få årtier. De mange hundrede tusinde karle og piger, som ikke længere havde arbejde i landbruget blev omskolet til nye byerhverv og jobs i industrien.

Vi kan med rette være stolte af de bedrifter som tidligere generationer stod for og af det, som de har overgivet til os. Men klimakrisen stiller nye udfordringer.

Det er her, de nye partnerskaber kommer ind. De er nødvendige for at give den nødvendige energi og samhørighedsfølelse til de kommende års bratte omstilling.

Her er et par eksempler på, hvor mulige løsninger findes.

Industrigiganter som Chr. Hansen A/S sidder med teknologien til at undgå madspild. De har udviklet nye mælkesyrebakterier, som giver længere holdbarhed til mælkeprodukter. I den anden ende af spekteret har vi iværksættere som kokken Nicolai Kirk. Han er en vulkansk kraft og fortaler for at spise lokale råvarer året rundt, men med plads til importere de citroner og appelsiner vi også gerne vil nyde, og som ikke kan dyrkes i Danmark. Han peger på, at vi kan nøjes med at spise asparges i de måneder, hvor de kan dyrkes herhjemme, snarere end at fragte dem den halve verden rundt i vinterhalvåret, hvor vi fx importerer dem fra Peru.

Eksemplet skal vise, at teknologien, den økonomiske vækst og øget omtanke i vores forbrugsmønstre er del af fremtidens klimafilosofi og – værktøjskasse. Vi skal ikke klæde os i sæk og aske eller blive veganere alle sammen, for det løser ikke problemerne.

De unge har taget klimakrisen til sig holdningsmæssigt. Nu skal vi vise dem, hvordan de kan medvirke til at gøre en forskel, hvad enten man vælger at uddanne sig til kontorassistent, industritekniker eller ingeniør. Vores uddannelsesinstitutioner bør tilrettelægge uddannelser, så man på alle niveauer kan overveje den klimarigtigste løsning på lige fod med andre økonomiske parametre. Det gælder i indkøbet af papir til printeren på kontoret, i virksomhedens valg af transportløsninger, i udformningen at energiløsninger.

Det kunne passende være en del af klimaministeriets arbejde med at skabe en fortælling, der kan samle os alle og give os tro på, at der brug for vores fælles kræfter også på det praktiske, dagligdags niveau.

Annonce
Claus Agø Hansen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce