Annonce
Debat

Debat: Manglende retssikkerhed ved domssager

Retssag: I en meget læseværdig kronik i avisen Danmark 10/10 beskriver Lars Andersen de seneste 100 års udvikling i det danske retssystem, hvor både systemet med nævninge og domsmænd er indført. Dog strør kronikøren også malurt i bægeret, hvor han sammenligner de lange varetægtsfængslinger i Danmark i dag med tidligere tiders ”bekendelse”, hvor en sigtet blev varetægtsfængslet, indtil vedkommende evt. erkendte at have gjort sig skyldig i anklager rettet mod ham/hende.

Imidlertid kommer Lars Andersen ikke ind på civile søgsmål på under 20.000 kr., som afgøres af én dommer alene, og hvor der ikke er muligt at anke afgørelsen uden samtykke fra Procesbevillingsnævnet, der, ligesom Den særlige klageret under højesteret, ikke er omfattet af Offentlighedsloven. Hverken Procesbevillingsnævnet eller Den særlige klageret er forpligtet til at forholde sig til de faktorer, der står bag ønsket om at anke, men blot meddele, at der ikke foreligger nyt i sagen, selvom dommeren helt klart har dømt ud fra forkerte konklusioner.

Det har bevisligt ført til justitsmord, hvor en dom er afsagt på urigtigt grundlag, og dommeren skal ikke stå til ansvar for nogen for sine forkerte konklusioner.

Det kan man ikke kalde retssikkerhed! En dom afsagt af én person alene, bør selvfølgelig kunne ankes – især når den faktuelt er afsagt på urigtigt grundlag. Ingen er jo uanset uddannelse eller position ufejlbarlig.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce