Annonce
Debat

Debat: Når vi med hån og latter skubber andre ind i ondskabens mørke

Filmen ”Joker” har begejstret danske såvel som internationale filmanmeldere. Jeg har lige set den og er stadig, henrykt, grebet og rørt over skuespillet, musikken, dramaturgien og ikke mindst temaet, nemlig det vigtige i at kunne se: Mennesket i ondskaben.

Joaquin Phoenix, der spiller Joker er på vej til en Oscar, hvis ikke han får den, kan man godt nedlægge institutionen. Hans skuespil gør filmen til et mesterværk, men også til det for mig mere interessante; en gysende realistisk illustration af, at grusomheden har et menneskeligt ansigt, og at had, hævn og hæder er stærke drifter, der kan bane vejen til drab og terror.

Arthur Fleck viser os mennesket i ondskaben. Han er en person, der med sit ukontrollerede, smertefulde grineflip holder alle på afstand. En lidt uhyggelig person, som man skal været et nysgerrigt barn for ikke at vige udenom. Men som hos alle os andre, er hans sjæls inderste bøn et ønske om at blive accepteret af andre og måske opnå anseelse og berømmelse.

Virkeligheden er en anden. Alle ser ned på ham. Håner ham. Overfalder og sønderbanker ham. Selv det offentlige er ligeglad med ham, da de ikke længere vil levere medicin til ham, kaster de grøn sæbe på slisken. Og da han afslører moderens livsløgn, bliver det til en glidebane af had, der fører direkte mod mørket, afgrunden og ondskaben.

Fleck bliver til ”Joker”, der som i kortspillet kan forvandles til et trumfkort, der kan feje alle de andre af bordet, en hævner der skjult bag en klovnemaske dræber dem, der har hånet ham.

Filmen blev et gensyn med mine 41 års møde med mennesket i ondskaben. Mennesker, der af mange grunde såvel almene som fysiske, psykiske eller sociale handicap, har skreget om opmærksomhed og ikke fået den, men endt med at begå alvorlig kriminalitet Vi har alle på et eller andet tidspunkt følt dette stærke behov for opmærksomhed og mødt personer, som vi viger udenom. Den ølstinkende, umotiverede råbende mand i S-toget, den usoignerede spillemand, der uden en tone i livet trækker i sin harmonika og sender dig bedende blikke, tiggeren der med sin loppebefængte hund rækker hånden frem mod dig og sidst men ikke mindst, ham de fleste af os kender: ”Tykke” i klassen.

Den unge frihedskæmper og digter Morten Nielsen (1922-1944) resumerer forunderligt og fint i digtet ”Skæbne” filmens budskab og understreger dermed det universelle i, hvad der kan ske med dem, vi undgår og ikke vil lege med: ”Tykke” der som ”Joker” bliver mobbet, hånet og grint af, men som ender med at bære skrårem og knojern parat til at smadre og dræbe, som tak for alle ”de onde år”. For hvis man ikke har oplevet at blive elsket, at blive set og accepteret, forsøger man at vække andres følelser og ofte på en ekstrem måde - ved at blive frygtet, afskyet og foragtet - og det såvel i fysisk fremtræden som i påklædning og grusomme handlinger. Ingen ser mig, ingen anerkender min eksistens, så skal jeg vise jer, at jeg eksisterer.

Og det skal jeg da love for, at Jokeren illustrerer og måske det vigtigste af alt, at han viser os det vitale i at kunne se mennesket i ondskaben, så vi ikke selv ryger med, når vi skubber nogen ud over afgrunden til mørket og ondskaben.

Annonce
Hans Jørgen Bonnichsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

FestiValhal: Stor, større, konkurs?

Det kan godt være, at der nu er dem, som hævder; Hvad sagde jeg? Der er – i tråde på de sociale medier – allerede dem, der mener, at sådan måtte det jo gå! Alt sammen kan det passende høre ind under kategorien: Set i bagklogskabens ulideligt klare lys. Som en falleret byggematador engang udtrykte sig. JydskeVestkysten kunne tidligere på ugen bringe nyheden om, at Skifteretten i Esbjerg har indledt en konkurssag mod Thomas Klintrup, som kendes som manden bag den store musikevent; FestiValhal. Der er, og der vil også fremover være rigtig mange meninger omkring dette musikalske arrangement tæt ved friluftsscenen og Valhal i Jels. Konkurssagen er en trist nyhed. Men det er nu engang sædvanligvis den, der bestiller musikken, som også skal sørge for betalingen. Anderledes kan det ikke være. Men uanset, hvordan sagen ellers vendes og drejes, så står det ikke rigtig til diskussion, at FestiValhal vitterlig fik Jels på kortet. Alting starter som oftest i det små, og sådan var det også med denne festival tilbage i sommeren 2016, hvor der var lidt langt mellem gæsterne. Men som årene gik, så fik musikentusiaster fra nær og fjern mere og mere interesse for det musikalske arrangement. Særligt i 2018 og igen tilbage i maj i år var der fyldt rigtig godt op. I år havde FestiValhal så vokseværk, da en ny scene blev etableret umiddelbart syd for Valhal. Dermed var det en festival med to udendørs scener og en enkelt indendørs, og programmet blev samtidig afviklet over to dage. FestiValhal fortsatte dermed sin vækst. Selv om vækst som oftest betragtes som noget positivt, så ved ikke så få erhvervsfolk, at balancen mellem vækst og resultatet på regnskabets bundlinje kan være en rigtig farlig linedans. Denne balance har også været svær for Thomas Klintrup og hans stab. Økonomien holdt ikke, og i dag står flere samarbejdspartnere tilbage som kreditorer med tilgodehavender. Klintrups iværksættertrang, hans ihærdighed og også visioner for koncert-arrangementet kan ingen fornægte. Han så en mulighed for at udnytte de perfekte omgivelser ved friluftsscenen og søen i Jels. Og Klintrup kæmpede og forsøgte til det sidste med det yderste af neglene at holde fast i sit projekt. For år tilbage var det nærmest en fast tradition med både sommerfest og en open airkoncert på friluftsscenen, men da Jels Idrætsforening tilbage i 2008 brænder fingrene og må indkassere et stort underskud på en ellers forrygende Gnags-koncert, så trækker foreningens festudvalg følehornene til sig. Så blev der stille på friluftsscenen - altså lige med undtagelse af vikingernes huseren hver eneste sommer. Thomas Klintrup var manden, som fik brudt stilheden, når det gælder koncerter. Nu tyder alt på, at den igangværende konkurssag gør en ende på FestiValhal. Trist for i særdeleshed personen Thomas Klintrup og hans nærmeste – men også gevaldigt ærgerligt for Jels. Byen og også Vejen Kommune er blevet et kulturelt arrangement fattigere. Gad vide om der sidder nogen rundt omkring i Jels, som tænker den tanke, at de sidste fire års arrangementer har skabt et fundament for en festival. Noget at bygge videre på … GOD 2. SØNDAG i advent

Annonce