Annonce
Debat

Debat: Plejeforældre får dårlig løn, nul pension - og så er de 56 år i snit

Kommunerne skal være gode arbejdsgivere, hvis de vil friste yngre mennesker til at blive plejefamilier. Ellers vil det aldrig lykkes at tiltrække flere yngre kompetente plejefamilier.

”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile”.

Det lovede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale. I fagforeningen Plejefamiliernes Landsforening er vi glade for, at statsministeren åbner en vigtig debat om, hvordan vi får langt bedre styr på anbringelsesområdet.

Og lad det være et klart budskab til statsministeren: Regeringen får kun styr på anbringelsesområdet, hvis det lykkes at rekruttere langt flere yngre plejefamilier og gøre det mere attraktivt at være plejefamilie.

Anbragte børn har ofte svære sociale og psykiske udfordringer, og da plejefamilierne tager sig af 65 procent af alle anbragte børn, ja så har plejefamilierne også mange udfordringer. Det er et krævende arbejde at være plejefamilie, og hverken økonomisk sikkerhed og faglig understøttelse følger med. Det er grunden til, at antallet af plejefamilier er i frit fald.

Hver anden kommune mangler i dag plejefamilier, især i storbyerne. I hovedstadsområdet er kun 1 ud af 1.000 personer i den erhvervsaktive alder er plejefamilie. På Fyn og i Vest- og Sydjylland er kun knap 4 ud af 1.000 personer registreret som plejefamilier.

Gennemsnitsalderen blandt plejefamilier er 56 år, og mange er på vej på pension. I Odense kommune er gennemsnitsalderen oppe på 60 år. Det er ganske uholdbart. Det vil være uforsvarligt at anbringe en tre-årig dreng hos en ældre plejefamilie, der vil være midt i 70’erne, når drengen skal konfirmeres. Risikoen for at anbringelsen vil blive afbrudt, inden drengens stemme går i overgang, er alt for stor.

Derfor skal regeringen og de kommunale arbejdsgivere sikre gode løn- og arbejdsvilkår og masser af uddannelse til plejefamilier, så folk i 20’erne og 30’erne også får lyst til at tage et anbragt barn. Der vil være en langt bedre mulighed for en stabil og langvarig anbringelse af et lille barn hos en plejeforælder midt i 30’erne end hos en på 62 år. Ikke desto mindre sker det i dag, fordi kommunen ikke har andre muligheder.

I dag er der uhyggeligt mange kommuner, der har en meget stram økonomi, og som samtidig slås med store sociale problemer. Anbringelsesområdet er i mange kommuner det absolut tungeste udgiftsområde, og derfor får politikerne i disse sparetider ofte øje på området.

Siden 2009 har kommunerne flyttet 35 procent af alle tidligere institutionsbørn ud i plejefamilier. Det betyder en besparelse på 3,2 mia. kroner om året. Derudover har kommunerne sparet milliarder på at lade være med at anbringe de børn, som man tidligere anbragte. Efter kommunalreformen reducerede man antallet af anbragte børn med cirka 40 procent.

Mange socialrådgivere i børne- og ungeafdelingerne har fået frataget deres ansvar. De skal spørge deres ledelser om godkendelse til selv de mindste udgifter. Med andre ord ser de på tiltag, som ikke hjælper, anbringelsesstop og ting som ikke burde ske for små og store børn i Danmark.

I gennemsnit skifter et plejebarn i Danmark socialrådgiver hver 9. måned. Der er ikke en eneste rådgiver, som kender barnet og barnets sag. Det resulterer i fejl og krænkelser af børns rettigheder. Og det er omsorgssvigt af det enkelte barn, der netop har brug for at føle sig tryg ved sin sagsbehandler.

Ser vi på anbragte børns succes i skolerne, viser de seneste tal fra Socialpolitisk Redegørelse, at jo tidligere et barn er anbragt, jo bedre klarer det sig i skolen. Blandt børn anbragt inden deres fire års fødselsdag, fuldfører næsten ni ud af ti folkeskolen frem til niende klasse. Det ligger indenfor landsgennemsnittet og bedre end gennemsnittet på Lolland. Små børn bliver normalt anbragt i plejefamilier.

Børn mellem 14-17 år bliver i langt de fleste tilfælde anbragt på døgninstitutioner. Apropos økonomi er de fire gange så dyre som plejefamilier. Blandt de sent anbragte børn er det kun seks ud af ti, der gennemfører grundskolen og slutter med en eksamen efter niende klasse.

For mange betyder det, at de aldrig får en ungdomsuddannelse og let bliver tabt i systemet.

Hvis vi skal anbringe flere børn tidligere, skal vi have flere plejefamilier, og det får vi kun, hvis det bliver mere attraktivt at blive plejefamilie.

Plejefamilier skal have lønansættelse, det er lige blevet foreslået af Radikale Venstre fra Odense, det vil løse noget af problemstillingen. Kommunerne vil på denne måde blive tvunget til at tage ansvar gennem instruktionsbeføjelsen. Der skal være en ledelse, som tager ansvar for, at plejefamilierne har det godt og for at tiltrække flere kompetente familier.

I dag tilbyder ingen kommuner deres plejefamilier pension. Hvilke andre faggrupper vil finde sig i, at de ikke får pensionsbidrag og risikerer at ende som et ældre-proletariat?

Kommunerne er nødt til at tænke over, at de skal være gode arbejdsgivere, hvis de vil friste yngre mennesker til at blive plejefamilier. Ellers vil det aldrig lykkes at tiltrække flere yngre kompetente plejefamilier. Mange af dem har gode uddannelser og jobmuligheder, hvor arbejdsgivere står på spring for at ansætte dem på helt andre vilkår.

I Plejefamiliernes Landsforening mener vi, at kommunerne skal have flyttet det meste af udligningen de 49,7 mia. kr. ud i en kommunal fælleskasse. Det vil sikre, at pengene bliver brugt der, hvor de skal virke hos de udsatte børn og unge samt det sociale voksenområde. Samtidig vil man kunne ansætte specialister rundt i de forskellige regioner, som de enkelte kommuner vil kunne trække på.

Beslutningskompetencen skal tilbage til socialrådgiverne, som måske også skal have efteruddannelse i, hvordan man arbejder med dysfunktionelle udsatte familier samt at have ledelsesansvaret for plejefamilierne i fællesskab med familieplejekonsulenterne. Med ledelsesansvar kommer der et fællesskab, om det som er så vigtig nemlig børnene, for de skal komme først som Mette Frederiksen så flot sagde i sin nytårstale.

Udsatte børn og anbringelsesområdet må aldrig blive en spareøvelse, sådan som vi ser det i dag. Og plejefamilier må heller ikke blive en spareøvelse. Vi er en vigtig del af løsningen.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

112

Dige repareret ved Møllehus i nat: - Vi er fortsat i forhøjet beredskab

Annonce