Annonce
Debat

Debat: Regeringen er i gang med at centralisere i København

Udflytning: Da Venstre havde regeringsansvaret, brugte vi mange kræfter på at flytte statslige arbejdspladser fra København og ud i landet. Det var bestemt ikke nogen let opgave. Hele det københavnske parnas af mediefolk og meningsdannere udråbte det nærmest som jordens undergang, at man som akademiker kunne risikere at bo og arbejde i Jylland.

Vi igangsatte udflytningen for at skabe en bedre balance i Danmark med vækst, udvikling og bosætning i hele landet.

Dengang påstod socialdemokraterne, at de bakkede op om Venstres beslutning. Nu ser det ud til, at opbakningen mildest talt var halvhjertet. Statslige arbejdspladser bliver nu rykket tilbage til hovedstaden, og det er næsten grinagtigt, at en chefstilling til Landbrugsstyrelsen i Augustenborg på Als er angivet med tjenestested København. Samtidig vil socialdemokraterne ikke følge aftalen om et nyt erhvervsklagenævn, der efter planen i år skulle oprettes og placeres i Nævnenes Hus i Viborg. Det er rigtig ærgerligt, at regeringen ikke vil fastholde den udflytning vi igangsatte.

For en by som Randers har det betydet rigtig meget, at det lykkedes at få 160 statslige arbejdspladser til byen. Det er med til at styrke bosætningen og gøre kommunen interessant for hele familien, når der skal vælges bopæl. Jeg håber virkeligt ikke, at de arbejdspladser ligeså stille rykkes væk fra Randers igen. Det var nemlig tilfældet sidst vi havde en socialdemokratisk regering (2011-2015). Her blev der, samlet set, rent faktisk rykket flere statslige arbejdspladser til hovedstaden end ud af hovedstaden.

I Venstre vil vi kæmpe med næb og kløer for, at statslige arbejdspladser ikke rykkes til hovedstaden, men er fordelt ud over landet. Ved at have statslige arbejdspladser i hele landet, så kan man tage en uddannelse på et universitet eller en uddannelsesinstitution i nærheden og efterfølgende også få et job – uden nødvendigvis at skulle rykke teltpælene op for at flytte til København og lede efter en lille, men dyr bolig.

Der er rigtig mange fordele ved at bo og stifte familie udenfor de store byer, men for at det skal være en reel mulighed, så kræver det, at der er arbejde at få, uanset ens uddannelsesmæssige baggrund. Her er udflytningen af statslige arbejdspladser et af de greb vi kan skrue på. Det kræver politiske mod og vilje, for der er ingen tvivl om, at det ikke er noget man bliver populær på blandt embedsmændene på Slotsholmen.

Annonce
Michael Aastrup Jensen, Venstre.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Ny hobbybutik åbner i Kolding

Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Sønderborg

Evakuerede beboere kunne vende tilbage efter natlig indsats: Svajende skorsten på 40 meter er revet ned

Annonce