Annonce
Debat

Debat: Vi skal styrke den sociale mobilitet og skabe mere lighed i Danmark

Man siger, at æblet sjældent falder langt fra stammen. Og der er noget om snakken.

Børn og unge får ofte en livsbane, der ligger tæt op ad forældrenes. De bliver præget af den familie, de vokser op i. De bliver præget af nærmiljøet og de sociale relationer i familien, i daginstitutionerne, i skolen og blandt venner og veninder.

Muligheden for at flytte sig opad i samfundshierarkiet er en af grundpillerne i det danske velfærdssamfund. Social mobilitet skaber lige muligheder for alle til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet. Det har der været politisk konsensus om siden midten af forrige århundrede, hvor grundstenen til velfærdssamfundet blev lagt.

Men de seneste 20 år er det gået galt. Nu falder den sociale mobilitet.

Nye analyser fra både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at det er blevet sværere for børn af lavt uddannede forældre at bevæge sig op ad samfundsstigen. Børn af forældre uden for arbejdsmarkedet har i dag større risiko for selv at ende uden job, end for bare 10 år siden. Den sociale arv er blevet tungere.

Det er dybt bekymrende. Social mobilitet er forudsætningen for et frit og lige samfund, hvor alle menneskelige ressourcer får lov at udvikle sig til glæde for hele samfundet.

Brolæggerens søn skal have lige så gode muligheder for at blive overlæge som kommunaldirektørens datter, hvis evnerne, lysten og ambitionen er der. Alt andet vil være dybt uretfærdigt og helt urimeligt.

Vi skal altid stræbe efter en samfundsmodel, der giver mennesker lige muligheder og som forebygger et polariseret samfund med stor social og økonomisk ulighed. Derfor skal vi tage udviklingen meget alvorligt. Det er en opgave, der kræver, at politikere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund trækker på samme hammel.

Som samfund kan vi gøre meget for at kompensere for arbejdersønnens og direktør-datterens forskellige, hjemlige forhold. Og det skal vi.

Vi kan sørge for, at vores daginstitutioner, vores folkeskoler og vores uddannelsessystem er toptrimmet med plads til os, der ikke har forældre med akademisk baggrund. Det er i høj grad disse institutioner, der kan sikre den sociale mobilitet trods vores forskellige hjemmebaser.

Desværre har de tidligere borgerlige regeringer og ikke mindst den seneste VLAK-regering skåret i netop denne kernevelfærd. Daginstitutioner, skoler og uddannelsessystem er blevet beskåret til fordel for skattelettelser og øget tilskud til privatskoler. Ideologien har været krystalklar: Enhver er sin egen lykkes smed, det er ikke samfundets opgave at sikre social mobilitet.

Vi skal en anden vej. Vi vil styrke institutionerne med bedre normeringer og flere ansatte til at tage sig af udsatte børn.

Vi vil styrke folkeskolen, så børn fra ikke boglige hjem kan udvikle sig og erhverve kompetencer, der kan bruges i deres videre liv. Og så skal der satses massivt på ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, videregående uddannelser og ikke mindst voksen- og efteruddannelse, hvor den tidligere regering jo i stedet valgte at spare to procent hvert eneste år gennem omprioriteringsbidraget.

Målet om at skabe et samfund, der giver alle lige muligheder uanset baggrund, tilhører hverken 3F eller Socialdemokratiet. Det tilhører Danmark. Det er et fælles mål, der er fundamentalt for vores samfund.

Alle har et personligt ansvar for at gøre sit bedste. Men vi insisterer på, at fællesskabet skal gælde for alle medborgere – både de stærke og svage. Vi vil ikke bare lade fanden tage de sidste og lade uligheden blomstre til stor skade for sammenhængskraften i det danske samfund.

Vi vil det stik modsatte.

Annonce
Mette Frederiksen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce