Annonce
Debat

Debat: Tankeeksperiment - hvad nu hvis regeringen var en fodboldkamp?

Hvis regeringen var en fodboldkamp, hvilken ville den så være? Det er selvfølgelig tidligt at afgøre, men hvis den fortsætter, som den er startet, ser Tyskland-Østrig ved VM i 1982 ud til at være et godt bud.

Tyskerne scorede hurtigt – og så skete der ikke mere. Ingen chancer og intet fremadrettet spil. Og spillere, der af vanvare kom til at tage et initiativ, afbrød selv aktionen og satte det hele i stå.

Således også med regeringen. I stedet for at buldre afsted med ligestilling som højeste prioritet, afviste den øremærket barsel til fædre og ombestemte sig først, da der ikke var anden udvej. Og i stedet for at afskaffe overflødig symbolpolitik har integrationsministeren sparket beslutningen om at droppe de tossede statsborgerskabsceremonier med tvungne håndtryk til hjørne. Selv ikke integrationsydelse og kontanthjælpsloft, hvis primære funktion er at sende børn og deres familier ud i fattigdom, kan den socialdemokratiske regering beslutte sig til at afskaffe.

Var det for meget at forvente, at den nye regering var kommet løbende ind på banen med musklerne spændt og ild i øjnene? Åbenbart.

I stedet kommer den halvhjertet agende under stor forsigtighed. Men måske er det faktisk taktikken, måske er målet slet ikke at forandre eller skabe noget stort. Sådan var det i hvert fald for både Tyskland og Østrig ved VM i 1982. På trods af passivt spil gik begge hold videre til næste runde, og det kunne se ud til, at regeringen har lært noget af netop den kamp.

Annonce
Peter Lauritsen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce