Annonce
Debat

Debat: Vær den forandring, du ønsker at se

”Pas på dine tanker”, siger man, for de bliver til dine ord. Ordene bliver til dine handlinger og dine handlinger bliver til dine vaner.

Som moderator og udvikler af samtaleformater kommer jeg ofte rundt i landet til kommuner, konferencer og folke- og kulturmøder. Det giver mig et godt generelt indblik i, hvad vi taler om og hvilke samtaleformer, der er de mest udbredte. Og det er åbenlyst, at man mange steder er stivnet i vanen med at vælge debat-formen, som om den var den eneste samtale-form. Eller som om den alene kan hjælpe os til at finde vej i den alvorlige klimakrise, vi står midt i.

Den amerikanske antropolog Margaret Mead sagde engang: ”Never doubt that a small group of thoughtfull, committed, citizens can change the world. Indeed, it’s the only thing that ever has”.

Citatet siger, at hvis ganske få dedikerede borgere ønsker en forandring, begynder det med en samtale. Hvis nogen bakker op og engagerer sig, kan der skabes en bevægelse. Halen på citatet siger, at sådan har det altid været. Det gælder både negative og positive forandringer. Det er ikke noget nyt. Men det er dybt relevant i vores tid, at vi bliver bevidste om, at vi hver især kan og må hjælpe den grønne omstilling på vej. ”Be the change you want to see in the world”, som Ghandi sagde. Vær den forandring, du ønsker at se. Enten ved at være den, der tager et initiativ i lokalsamfundet eller på arbejdspladsen - eller bakker op om dem, der rykker på noget. På den måde skaber vi bevægelse.

Vi har al den viden om klodens og biodiversitetens tilstand, som vi har brug for. Nu er der behov for engagement. Tusinder og atter tusinder NGO’er, ildsjæle, organisationer og virksomheder verden over er allerede i gang og har kæmpet den grønne sag siden 60’erne. Man kan støtte op om dem eller om nogle af de nye idéer, tanker og initiativer, der opstår hver dag. Bedre sent end aldrig.

Den grønne omstilling er den største omvæltning i vores tid. Den griber ind i vores nedgroede kultur, uddannelsessystem, forbrugs- og rejsevaner og naturforståelse. ”Pas på dine tanker”, siger man, for de bliver til dine ord. Ordene bliver til dine handlinger og dine handlinger bliver til dine vaner. Der er brug for et kærligt og kritisk blik på vores vaner. Og det begynder med samtalerne.

Det er så afgørende, at vi taler sammen på måder, der befordrer, at nye ideer, tanker, ord og handlinger får en chance. Det gælder vores private samtaler og samtalerne med børnene i skolen. Men en nøgle-opgave har alle, der arrangerer offentlige samtaler i medierne, på konferencerne, til parti-møderne, folkemøderne, kulturmøderne og i forsamlingshusene. Der ligger en gigantisk folkeoplysningsopgave i at bringe os så hurtigt, fredeligt og jævnbyrdigt som muligt ind i nye vanemønstre.

Ikke siden uddannelses-revolutionen i 1800-tallet, hvor bønder kom på skolebænken for at kunne blive en del af demokratiet, har der været så stort et behov for folkeoplysnings-kraften, som netop nu. Og det er altså ikke nok at debattere. Som regel er de involverede i en debat castede til at være direkte uenige og de siger det, som de plejer. Det bliver ikke forventet, at de skal flytte sig eller blive klogere af samtalen. Det forekommer mig, at der er indtruffet en vis dovenhed og mangel på nysgerrighed herhjemme overfor andre måder at formidle viden og skabe oplysning, bevægelse og engagement på end debatformen. Rundt omkring i verden, hvor borgergrupper, bysamfund og NGO’er arbejder seriøst med den grønne omstilling har man valgt ’at stille stolene anderledes’.

Man har ladet flere komme til orde i langt mere involverende og lyttende formater, hvor alle lærer noget og ingen er passive. Sådanne formater frisætter kreativitet og lysten til at engagere sig, sætter fut i den nødvendige grønne omstilling, og gør det samtidigt langt sjovere for den enkelte at være med. Og sidst, men ikke mindst, kan sådanne samtaleformer bidrage til at styrke vores demokratiske muskler. Det er ikke nok at have et demokrati og en grøn hensigtserklæring. Begge dele kræver at vi øver os, engagerer os, taler og handler på nye måder. Helle Solvang er arrangør og underviser på det internationale kursus i ’The Art of Hosting Conversations that matter’ om involverende samtaleformater på Brandbjerg Højskole d. 23-26. oktober.

.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce