Annonce
Debat

Kronik: Venstres landsmøde - da der gik Paradise Hotel i dansk politik

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

I dag er en skelsættende dag for Venstre, for i dag skal Danmarks stolte liberale parti vælge sin nye formand og næstformand. Men har det forudgående forløb været noget at være stolt af? Nej, så afgjort ikke.

Tværtimod har det været et vaskeægte realityshow med perfide dramaer, taktisk spin og en indædt kamp om at vinde en titel, hvis værdighed – i hvert fald indledningsvist – vil matche de midler, der blev taget i brug for at vinde den. Åndeløst og vantro har danskerne fulgt med på sidelinjen, og de mest engagerede seere har heppet løs på deres foretrukne deltagere.

Problemet er sådan set ikke, at der er mere end én person, der gerne vil sidde på den øverste post i et givent hierarki. Det er aldeles demokratisk, at der bliver krydset kollegiale klinger for at identificere hvem, der i sidste ende fortjener at indtage den givne post.

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

Det er en problematik, der ikke kun kendes fra den politiske verden, men også fra alverdens organisationer og private virksomheder: Efterhånden som værdierne fordufter, begynder de individuelle egoer og de personbårne stridigheder at overskygge den konstruktive dialog og omsorgen for den samlede organisations velbefindende.

Der er en vigtig lærdom at høste i det forløb, som Venstre netop har gennemlevet. Det er et parti, der om noget er bygget op omkring stærke kulturelle værdier og et solidt ideologisk fundament, som blev bygget op over mange årtier. Men i løbet af blot et par uger smuldrede det.

Dermed bliver forløbet i Venstre en metafor for den risiko, som vi som samfund og demokrati står overfor, da vi også på dette plan har et kulturelt og værdimæssigt fundament, som vi i dén grad bør værne om. Er vi ikke forsigtige, og ruster vi os ikke til at forsvare vores kultur og værdier, kan de nemlig smuldre tilsvarende hurtigt.

Vi lever i en tiltagende kaotisk tid, og der er et akut behov for et politisk lederskab, som ikke kun repræsenterer og bevarer vores demokratiske fundament. Det skal også styrkes og udvikles, så det bliver det stærkest mulige værn mod de antidemokratiske strømninger, der aktuelt er rigeligt af – også i den vestlige verden.

Samtidig vil vi ganske enkelt ikke være parate til at imødegå den lange række af altoverskyggende udfordringer – klimaforandringerne som den absolut største – hvis vores politiske ledere prioriterer personopgør over det bredtfavnende og visionære lederskab, som vi mere end nogensinde har brug for.

Det kan godt ske, at vi hver især er forfaldne til at klikke på endnu en dramatisk overskrift om endnu et personangreb, som én politiker har udført på en anden – og at vi dermed bidrager til problemet. Det skal vi naturligvis blive bedre til, og vi bør afkræve nyhedsmedierne, at deres dækning minder mere om Cavling-værdi journalistik end om referater af Paradise Hotel.

Men under vores forfaldenhed til clickbait higer vi som samfundsborgere efter politiske ledere, som formår at samle os og få os til at danne fælles front, frem for at splitte os ad og give os lyst til at slå hinanden oven i hovedet. Som stolt kommunikerer deres demokratiske værdier ud og samtidig udviser den menneskelige respekt for politiske modstandere og kollegaer, de fortjener. Som formår at formulere og implementere visionære politiske løsninger på de problemer, vi hver især og som samlet hele står overfor.

Den energi, der ligger i et sådant lederskab, transcenderer de relativt små forskelle, der kendetegner størstedelen af de partier, der er repræsenterede i det danske folketing. Jovist, der er forskel på partierne, men de største uenigheder handler som bekendt sjældent om, hvor vi som samfund skal hen, men derimod om, hvordan vi skal nå vores mål.

Således er der grund til at håbe på, at vi i den kommende tid vil blive markant klogere på, hvor vigtigt det er, at vi passer på det fundament, vi har bygget op. At vi husker på, at vi ikke kan tage vores demokrati, vores kultur og vores værdier for givet, men at det alt sammen skal passes og plejes, så det forbliver solidt. Til hver en tid – men især i en tid, der er så kaotisk som vores.

Annonce
Christian Have
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce