Annonce
Debat

Kronik: Venstres landsmøde - da der gik Paradise Hotel i dansk politik

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

I dag er en skelsættende dag for Venstre, for i dag skal Danmarks stolte liberale parti vælge sin nye formand og næstformand. Men har det forudgående forløb været noget at være stolt af? Nej, så afgjort ikke.

Tværtimod har det været et vaskeægte realityshow med perfide dramaer, taktisk spin og en indædt kamp om at vinde en titel, hvis værdighed – i hvert fald indledningsvist – vil matche de midler, der blev taget i brug for at vinde den. Åndeløst og vantro har danskerne fulgt med på sidelinjen, og de mest engagerede seere har heppet løs på deres foretrukne deltagere.

Problemet er sådan set ikke, at der er mere end én person, der gerne vil sidde på den øverste post i et givent hierarki. Det er aldeles demokratisk, at der bliver krydset kollegiale klinger for at identificere hvem, der i sidste ende fortjener at indtage den givne post.

Problemet er derimod, at forløbet i Venstre gik fra at være en regulær demokratisk proces og konstruktiv dialog til i stedet at blive en underminering af de fundamentale værdier, som ikke blot partiet, men hele det demokratiske samfund er bygget på. Af den kultur, der sætter rammerne for, hvordan vi taler til hinanden og demonstrerer vores uenigheder.

Det er en problematik, der ikke kun kendes fra den politiske verden, men også fra alverdens organisationer og private virksomheder: Efterhånden som værdierne fordufter, begynder de individuelle egoer og de personbårne stridigheder at overskygge den konstruktive dialog og omsorgen for den samlede organisations velbefindende.

Der er en vigtig lærdom at høste i det forløb, som Venstre netop har gennemlevet. Det er et parti, der om noget er bygget op omkring stærke kulturelle værdier og et solidt ideologisk fundament, som blev bygget op over mange årtier. Men i løbet af blot et par uger smuldrede det.

Dermed bliver forløbet i Venstre en metafor for den risiko, som vi som samfund og demokrati står overfor, da vi også på dette plan har et kulturelt og værdimæssigt fundament, som vi i dén grad bør værne om. Er vi ikke forsigtige, og ruster vi os ikke til at forsvare vores kultur og værdier, kan de nemlig smuldre tilsvarende hurtigt.

Vi lever i en tiltagende kaotisk tid, og der er et akut behov for et politisk lederskab, som ikke kun repræsenterer og bevarer vores demokratiske fundament. Det skal også styrkes og udvikles, så det bliver det stærkest mulige værn mod de antidemokratiske strømninger, der aktuelt er rigeligt af – også i den vestlige verden.

Samtidig vil vi ganske enkelt ikke være parate til at imødegå den lange række af altoverskyggende udfordringer – klimaforandringerne som den absolut største – hvis vores politiske ledere prioriterer personopgør over det bredtfavnende og visionære lederskab, som vi mere end nogensinde har brug for.

Det kan godt ske, at vi hver især er forfaldne til at klikke på endnu en dramatisk overskrift om endnu et personangreb, som én politiker har udført på en anden – og at vi dermed bidrager til problemet. Det skal vi naturligvis blive bedre til, og vi bør afkræve nyhedsmedierne, at deres dækning minder mere om Cavling-værdi journalistik end om referater af Paradise Hotel.

Men under vores forfaldenhed til clickbait higer vi som samfundsborgere efter politiske ledere, som formår at samle os og få os til at danne fælles front, frem for at splitte os ad og give os lyst til at slå hinanden oven i hovedet. Som stolt kommunikerer deres demokratiske værdier ud og samtidig udviser den menneskelige respekt for politiske modstandere og kollegaer, de fortjener. Som formår at formulere og implementere visionære politiske løsninger på de problemer, vi hver især og som samlet hele står overfor.

Den energi, der ligger i et sådant lederskab, transcenderer de relativt små forskelle, der kendetegner størstedelen af de partier, der er repræsenterede i det danske folketing. Jovist, der er forskel på partierne, men de største uenigheder handler som bekendt sjældent om, hvor vi som samfund skal hen, men derimod om, hvordan vi skal nå vores mål.

Således er der grund til at håbe på, at vi i den kommende tid vil blive markant klogere på, hvor vigtigt det er, at vi passer på det fundament, vi har bygget op. At vi husker på, at vi ikke kan tage vores demokrati, vores kultur og vores værdier for givet, men at det alt sammen skal passes og plejes, så det forbliver solidt. Til hver en tid – men især i en tid, der er så kaotisk som vores.

Annonce
Christian Have
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce