Annonce
Debat

Debat: Vi går i Fausts fodspor, når vi giver vores privatliv til Google og Facebook

Vi kan ikke bremse den digitale udvikling, hedder det ofte. Det kan vi måske ikke, men derfor kan det godt være, at vi skal stoppe op og tænke os grundigt om. Det er der heldigvis flere, der gør.

I løbet af 2019 er der herhjemme udkommet en række bøger, som på forskellig vis problematiserer den digitale revolution, der har været i gang længe, men som nu synes mere radikal og omfattende, end nogen af os hidtil har forestillet os. Senest er Edward Snowdens erindringer udkommet. Mest kendt er amerikanske professor Shoshane Zuboffs over 700 siders lange bog om Overvågningskapitalismens tidsalder, som nu er oversat til dansk.

Da jeg var ung, var der ikke nogen, der satte spørgsmålstegn ved rygning. Sådan er det heldigvis ikke mere. For kort tid siden var der heller ikke nogen, som satte spørgsmålstegn ved den digitale udvikling, herunder ved techgiganternes størrelse og indflydelse, det offentliges brug af digitale tjenester og løsninger og teknologiens indmarch i privatlivet. Det er der heldigvis nu.

Det er lidt som den pagt med djævlen, som Goethes Faust har indgået. Vi får adgang til hele verden ved hjælp af nogle få klik, men til gengæld sælger vi vores sjæl til de sociale medier og techgiganterne.

Sundhedsplejersker er nu begyndt at udforme brochurer, som gør nybagte mødre opmærksomme på, at de skal lægge telefonen væk, når de er sammen med deres børn. Det gryende selv, som ifølge den verdenskendte psykolog Daniel Stern, er det første trin i børns udvikling, og som er afhængig af den tætte mor-barn-kontakt, er i fare.

Dumpede en antropolog ned fra det ydre rum, ville vedkommende formodentlig udkaste den hypotese, at mange jordboerne ikke er i stand til at henvende sig direkte til hinanden, men kun formår at kommunikere med hinanden gennem små og store skærme.

Mange har sikkert hørt om den sofistikerede kinesiske overvågningsteknologi, hvor ansigtsgenkendelse og adfærdskontrol af borgerne er hverdagen, og hvor man tildeles point efter, hvor godt man opfører sig. Mindre kendt er måske den amerikanske efterretningstjenestes omfattende digitale overvågning, som Snowden blandt andet har afsløret. Udviklingen får Orwells 1984 til at ligne hyggelig godnatlæsning. Herhjemme indsamler staten i stor stil også data om borgerne, og fristelsen til at overskride privatlivets fred og sammenkøre registre er stor, når kommende problembørn eller langtidsarbejdsløse skal identificeres. Det sidste har Lov om aktiv beskæftigelsesindsats åbnet op for.

Zuboff peger på, at der har udviklet sig en overvågningskapitalisme, hvor privatlivets data bliver overvåget og udnyttet kommercielt. Selv om vi aldrig har givet tilladelse til det, sælger Google og Facebook vores data til private virksomheder, som kan målrette deres annoncering. I den tidlige kapitalisme blev vores fysiske arbejdskraft udnyttet. Til gengæld fik vi fri klokken 16. Nu bliver vi udnyttet døgnet rundt.

Det næste led bliver udviklingen af The Internet of Things, hvor intelligente maskiner minutiøst overvåger vores færden, og videregiver oplysningerne til producenterne. Kapitaliseringen af vores data bliver stadig mere omfattende og detaljeret uden at være folkelig eller politisk reguleret.

Vi skal stille krav til den digitale udvikling og have bedre blik for dens destruktive sider. Historisk set har vi som borgerne eksempelvis opnået politiske og sociale rettigheder, dvs. ret til at stemme og senere adgang til uddannelse og sundhed. Nu er der behov for, at vi får digitale rettigheder, det vil sige ret til at vores digitale færden ikke udnyttes kommercielt uden vores tilsagn.

Historisk udgør lovgivning om børnearbejde, arbejdsmiljølovgivning med videre eksempler på statslige indbegreb, som har haft til formål at tøjle den skruppelløse kapitalisme. Nu er der tilsvarende brug for et opgør med det digitale vilde vesten. Også her må der regulering og lovgivning til.

Hvem sidder der bag skærmen? Svaret er, at det gør rigtig mange af os. Der er derfor også behov for et digital selvopgør hos den enkelte, i familien og på arbejdspladsen.

Annonce
Finn Wiedemann
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Fra vandbærer til stjerne

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce