Annonce
Debat

Debat: Vi skal bygge en folkelig Kattegatforbindelse

Illustration: Gert Ejton
Annonce

Jeg er meget optaget af arbejdet for en mere bæredygtig verden og af det, som jeg anser for en absolut nødvendig forandring af vores måde at behandle hinanden og vores klode på. En stor del af klodens naturlige liv og måske endda menneskets fremtid afhænger af denne forandring.

Det er en erkendelse, der deles af flere og flere. Det største problem for mig at se er, at når arbejdet for en lys fremtid bliver til en kamp for at definere vejen dertil, så har vi ofte en tendens til at skille de to bærende elementer i bæredygtighedsdagsordenen ad. I kampen for et mere bæredygtigt forhold til den klode, vi lever af og på, glemmes ofte det bæredygtige forhold til det andet menneske, der både er et mål og en forudsætning for hele dagsordenen.

Nogle er allerede ved at brække sig over at tale om bæredygtighed, andre mener slet ikke, at vi for alvor er kommet i gang. Jeg er selv af den overbevisning, at der skal en enorm kulturændring til, for at vi kan finde en bæredygtig kurs, og kulturforandringer kræver på den ene side enormt hårdt arbejde, og på den anden side kræver de tålmodighed.

Vi skal på én gang lade os drive af vores fornemmelse af, at det haster, og samtidig skal vi mødes i tålmodigheden på tværs af meningsforskelle, indsigter og verdensbilleder, hvis vi for alvor vil arbejde på forandring. Ellers lykkes det ganske enkelt ikke at gøre bæredygtighed til en delt kerneværdi i vores fælles fremtid.

Når man anser noget for at være så vigtigt, som en del anser den bæredygtige udvikling for at være, kan man ligefrem føle sig optændt af en hellig ild. Det kan for den enkelte føles enormt meningsfuldt at lade sig opsluge af ilden fra den brændende platform, man føler, man står på, men den uheldige konsekvens er, at ilden i mange tilfælde ender med at brænde mange andre vigtige forhold ned på sin vej. Mange krige er begyndt på den baggrund. Så galt behøver det heldigvis ikke at gå, men ikke sjældent bortbrænder den hellige ild ansvaret for vores medmennesker, fordi folk i deres selvretfærdige harme over verdens dårskab føler sig hævet over dem, der endnu ikke har set lyset.

Forstander på Brandbjerg Højskole, Simon Lægsgaard Madsen. Foto: Mette Mørk

Omvendt er reaktionen mod hellige krigere, at man kun kan høre, at de råber, men aldrig hvad de siger. Såvel panik som følelsen af overlegenhed og manglende lydhørhed opløser det ordentlige menneske. I en bæredygtighedssammenhæng er det en katastrofe, fordi det direkte modarbejder den ligeværdighed, der er grundlaget for en mere bæredygtig verden.

Men hvordan fører man overhovedet en ligeværdig samtale, uden at det bliver den kloge, der taler ned til den mindre kloge, uanset om det er den unge storby-klimaaktivist, der laver himmelvendte øjne af boomer- udkantsbondens manglende forståelse, eller det omvendt er den erfarne landmand, der ryster på hovedet af de kaffe-latte-drikkende skrigaber fra stenbroen, der aldrig har sat deres fod i naturen. Hvordan begraver vi stereotyperne og skaber lydhørhed overfor hinandens forskellige indsigter og perspektiver?

Vi sætter ganske enkelt rammen omkring den demokratiske samtale - en samtale, som mange for tiden føler er truet i den vestlige verden. Vi har masser af kulturelle forudsætninger for at genoptage og udvikle den, men det kræver et rum og en indsats. Det absolut bedste redskab til generel oplysning og gensidig respekt er at se hinanden i øjnene og føre en ligeværdig samtale på tværs af vidensniveauer, holdninger, bekymringer og personlige erfaringer. Vi skal simpelthen mødes i virkeligheden. Det er det eneste, der virker mod opløsning.

På hver side af bæredygtighedsskyttegraven findes hellige krigere eller konspirationsteoretikere, der kun har krigen til fælles. De er få, men de har uhyggelig stor betydning for alle os andre, fordi de stjæler rampelyset med deres uforsonlighed. Ekstremer er gode historier for massemedierne, og samtidig er de nemme at positionere sig i forhold til og dermed guf på den politiske scene. Vi ser derfor også en stigende tendens til, at de regionale forskelle mellem det såkaldte ”produktionsdanmark” og ”snobberne fra storbyerne” bliver iscenesat som ideologisk kampplads for en lang række politiske partier. I stedet for at forsøge at skabe en mangesidig berigende samtale tales forskellene op.

Gentages det ofte nok, ender det med at blive en selvopfyldende profeti, og mens folket tages som gidsel i fortællingen om den voksende afstand mellem det kunstige liv i storstaden og det autentiske liv på landet, drukner de fælles dagsordner og dermed bæredygtigheden i nyopgravede grøfter.

Hvis man vil skabe fællesskab med andre mennesker, hvis man gerne vil påvirke hinanden til at handle og understøtte særlige væremåder, der er gunstige for fremtiden, er det en forbandet dårlig ide at begynde med at fortælle dem, at de ikke har fattet en skid, og at de er til i verden på en helt forkert måde.


Derfor er min direkte opfordring, at vi bestræber os på at skabe en folkelig Kattegatforbindelse gennem bæredygtige samtaler. Vi skal simpelthen bygge arenaer for håb, der afløser afmagten og uforsonligheden.


Hvis vi derimod virkelig skal rykke på bæredygtighedsdagsordenen, kræver det en folkelig samtale, hvor der ikke er plads til uforsonlighed.

En samtale hvor vi blandt andet mødes på et videnskabeligt grundlag, hvor den gængse forskning (med alle dens usikkerheder og mindre uoverensstemmelser) er vores pejlemærke. En samtale som bygger på demokratiske principper, lydhørhed overfor de menneskelige værdier, der er på spil for de enkelte og et ærligt forsøg på at gå på opdagelse i den andens verdensbillede. Uden det fællesskab fortoner håbet og mulighederne for at handle til fælles gavn sig i horisonten.

Derfor er min direkte opfordring, at vi bestræber os på at skabe en folkelig Kattegatforbindelse gennem bæredygtige samtaler. Vi skal simpelthen bygge arenaer for håb, der afløser afmagten og uforsonligheden. Til det formål skal vi bruge ”et tredje sted”, hvor vi kan mødes, og hvor vi lægger de sædvanlige forsvarsmekanismer og våben fra os ved døren. Der findes allerede egnede steder, der altid har lagt rum til arbejdet med den folkelige bæredygtighed.

Det er de danske folkehøjskoler, der i mere end 175 år har huset den ligeværdige, folkelige dialog, hvor meninger mødes og brydes i en tryg, hjemlig og lydhør atmosfære. Jeg vil opfordre medier, politikere, bønder, tømrere, bæredygtighedskrigere, blå habitter og akademikere- unge som gamle og ikke mindst højskolerne selv til at bruge disse oplagte mødesteder til at få gang i den folkelige samtale, der skal føre os i armene på en håbefuld fremtid. Højskolerne er Danmarks bedste samtalekøkken. Vi må ikke alene overlade arbejdet til beslutningstagerne på den store scene. De er der faktisk kun på baggrund af folkets beslutninger.

Jeg tillader mig at afslutte med et lille poetisk indslag fra en Midvintertale, jeg holdt for nylig: ”Det er stadig folket, der skal gøre det meste, for verdens fremtid er faktisk op til de fleste.”

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce