Annonce
Debat

Debat: Vi skal gøre op med udligningens rodebutik

Udligning: Din kommune skal have fair muligheder for at kunne tilbyde dig et ordentligt et ordentligt serviceniveau i børnehaven, i skolen eller på plejehjemmet. For selvom der er store forskelle i kommunernes skatteindtægter, må det aldrig være sådan, at en kommuners borgere er markant bedre stillet end en andet.

Det er baggrunden for, at landets 98 kommuner allerede i dag omfordeler en stor del af deres skatteindtægter mellem sig hvert år. Vi kalder det kommunal udligning.

Men systemet fungerer langt fra optimalt.

DR lavede for nylig en rundspørge blandt landets borgmestre, der viste, at 8 ud af 10 er utilfredse med, hvordan det foregår i dag. Nogen synes, de giver for meget, og andre at de får for lidt, men alle kan blive enige om, at vi ser store forskelle i den velfærd, kommunerne kan tilbyde deres borgere.

Sådan har det været i en årrække, hvor man har lappet på systemet af flere omgange. Nye puljer, tilskudsordninger og fordelingsmodeller. Forsøg, der har skabt en ugennemsigtig rodebutik af et udligningssystem, som giver muligheder for at spekulere, og hvor kommunerne aldrig helt ved, hvor mange penge de får med hjem, når de skal afregne ved kasse et.

Arbejdet med reform af det kommunale udligningssystem går heldigvis snart i gang her på Christiansborg. Her vil især Socialdemokraterne og Venstre, som fylder langt de fleste borgmesterkontorer på tværs af landet, træde sig selv over tæerne for at undgå at komme til at træde forkert.

Men disse partipolitiske hensyn må ikke stå i vejen for, at vi tager fat om problemets rod.

I Radikale Venstre vil vi have en simpel model uden finurligheder eller urimeligheder. I den bedste af alle verdner ét system, som tager højde for, hvilke mennesker, der bor i den enkelte kommune, og fordeler pengene fair med udgangspunkt i en række sociale og demografiske kriterier, som er forståeligt og forudsigeligt for kommunerne.

Lad os tage fat sammen og løse problemerne, så alle kommuner får de bedste forudsætninger for at give deres borgere en god service.

Annonce
Kathrine Olldag
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce