Annonce
Tønder

Delegrej skal gøre livet lettere for kommunens foreninger

En grejbank, hvor frivillige foreninger kan dele det inventar, de har brug for, men ikke bruger hver dag, har set dagens lys i Tønder Kommune.

Tønder: I Tønder Kommune har Landdistrikts- og Bosætningsudvalget i samarbejde med Folkeoplysningsudvalget netop lanceret en ny funktion for frivillige: En grejbank, hvor frivillige foreninger kan dele det inventar, de har brug for, men ikke bruger hver dag.

Grejbanken er opfundet af Landdistrikts- og Bosætningsudvalget og er søsat på udvalgets hjemmeside. På sigt skal der i grejbanken findes materialer, der skal gøre det lettere at være frivillig. Grejbanken er oprettet for at give flere foreninger mulighed for at gennemføre arrangementer eller tiltag, hvor de her kan låne grej, der understøtter arrangementet.

Annonce

Nye netværk

Tanken er, at grejbanken også skal kunne føre til, at der skabes netværk på tværs af foreninger i kommunen. Alt, der tilbydes til udlån via grejbanken, opbevares nemlig hos den forening, der har indkøbt grejet, og ved brug er det låneforeningens opgave at hente og aflevere materialet. På den måde etableres der nye netværk på kryds og tværs, når grejet skal afhentes. Og det er ofte i den slags situationer, at nye venskaber og måske også idéer kan opstå.

- Jeg ser et stort potentiale i grejbanken og tror, der kan komme meget godt ind i grejbanken til glæde for landsbyerne, fortæller formand for Bosætnings- og landdistriktsudvalget, Leif Høeg Jensen (V), i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er der endnu ikke så mange forskellige ting i grejbanken, men en toilet- og badevogn, en flagallé, en massestand og et par mobile basketkurve er det allerede blevet til.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce