Annonce
Udland

Demokraterne gør klar til at fremlægge anklager mod Trump

Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Demokraterne varsler, at de tirsdag vil løfte sløret for de første anklagepunkter til rigsretssag mod Trump.
Annonce

Demokraterne vil tirsdag komme med en udtalelse om de anklagepunkter, som de vil rejse mod USA's præsident, Donald Trump, i en rigsretssag.

Det siger formanden for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, Eliot L. Engel, til journalister natten til tirsdag dansk tid.

Det skriver The Washington Post.

Engel oplyser, at han sammen med formændene for andre udvalg i Repræsentanternes Hus vil fremlægge anklagerne ved et pressemøde klokken 09.00 lokal tid.

Det vil sige tirsdag klokken 15.00 dansk tid.

Nancy Pelosi, der er den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, mødtes mandag aften med flere udvalgsformænd.

Her forberedte de demokratiske politikere under et ni timer langt møde sagen mod Trump.

Mødet blev afholdt, umiddelbart efter at den sidste planlagte høring i rigsretsprocessen var blevet afsluttet mandag i Repræsentanternes Hus.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter mødet oplyser tre anonyme embedsmænd med kendskab til sagen, at planerne ikke er blevet færdiggjort.

Men de oplyser, at Demokraterne ventes at offentliggøre to anklagepunkter tirsdag, skriver The Washington Post og Reuters.

De to punkter skal ifølge kilderne fokusere på magtmisbrug og vanskeliggørelse af Kongressens arbejde.

Demokraterne mener, at Trump har forsøgt at presse Ukraines præsident til at indlede en undersøgelse mod Trumps demokratiske rival Joe Biden.

Og at Trump har forsøgt at forhindre Kongressens undersøgelser af hans handlinger.

Retsudvalget skal denne uge stemme om, hvorvidt de formelle anklagepunkter skal sendes videre til afstemning i resten af Repræsentanternes Hus.

Hvis anklagepunkterne som forventet godkendes her, ventes rigsretssagen at gå i gang i Senatet, hvor Republikanerne har flertal.

/ritzau/

Link til artikel i The Washington Post
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce