Annonce
Indland

Demokratisering af musik har banet vejen for store dj's

Mario Anzuoni/Reuters

Det er blevet almindeligt, at dj's indtager hovedscenerne som selvstændige kunstnere på de store festivaler.

Når de verdensberømte dj's Calvin Harris og Martin Garrix indtager årets Smukfest, repræsenterer de et fænomen, som er vokset i løbet af de sidste 10-20 år.

- Vi ser en bølge af dj's nu, computergenerationen, som er elektroniske musikere, der gennem deres bærbare computere er blevet superstjerner, siger Pelle Peter Jensen, som selv er dj og radiovært på P3.

Han vurderer, at succesen for de elektroniske superstjerner for alvor begyndte omkring 2010 med navne som Swedish House Mafia, Avicii og Calvin Harris, men at elektroniske kunstnere har fyldt hovedscener siden 1990'erne.

Årsagen til de succesrige dj's skal findes i demokratisering af musik og adgang til selv at producere musik, siger Pelle Peter Jensen.

- Før skulle man selv opsøge elektronisk musik og købe dyrt udstyr for at lave det. På de fleste computere ligger der i dag et musikprogram på forhånd. Værsgo, her er et studie, siger han.

For festivaler er de store dj's en gevinst, siger Fabian Holt, som er lektor og kulturforsker ved Roskilde Universitet.

- Det er dansemusik, og det giver en anden koncert end en traditionel rock- eller popkoncert. Til dj-koncerter interagerer publikum i høj grad med sig selv og ikke kun med kunstneren på scenen, siger han.

Fabian Holt forklarer, at de verdenskendte dj's ofte har en livsstil og et image, som er med til at skabe en international kultur omkring dem.

- På den elektroniske scene har man tidligere dyrket, at man ikke kendte musikeren, men da de her popstjerne-dj's begyndte at komme frem, blev de kendte mediepersonligheder, forklarer Fabian Holt.

Ifølge Pelle Peter Jensen er de kendte dj's et plus for festivaler, fordi de sjældent skuffer.

Derudover er de relativt nemme at booke, fordi de kan spille over hele verden, hvis bare de har et privatfly og deres computer.

Samtidig hitter den elektroniske musik, fordi det er bygget op omkring et klimaks.

- Man må bare sige, at præcis dét egner sig fantastisk til en mørk aften- eller nattetime på en dansk festival, og derfor er det blevet så stort, konstaterer Pelle Peter Jensen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

VW Passat stjålet med nøgle siddende i

Annonce