Annonce
Udland

Demokratisk kandidat: Trump sidder måske i fængsel i 2020

Elizabeth Warren afholdt søndag sit første vælgermøde som officiel kandidat til præsidentvalget.

Elizabeth Warren indledte søndag sin valgkampagne med stikpiller til den siddende præsident.

Donald Trump sidder måske i et fængsel, når det næste amerikanske præsidentvalg bliver afholdt i 2020.

Det mener den demokratiske senator Elizabeth Warren, der lørdag annoncerede, at hun stiller op ved valget.

- Når vi når frem til 2020, er Donald Trump måske ikke engang præsident, siger Elizabeth Warren på et vælgermøde i Cedar Rapids i delstaten Iowa søndag.

- Faktisk er han måske ikke en gang en fri mand, tilføjer Warren ifølge CNN.

Bemærkningen markerer et kursskifte for senatoren. Ved årsskiftet sagde hun, at hun overvejede at stille op til valget, men Warren har hidtil afholdt sig fra at angribe Trump i sine taler til potentielle vælgere.

Over for en gruppe journalister, der søndag var mødt op til et møde i Iowa City, uddybede Elizabeth Warren, hvorfor hun mener, at præsidenten risikerer en fængselsstraf.

- Hvor mange undersøgelser er der i gang nu? Det er ikke længere kun Mueller-undersøgelsen. De er overalt, og det er alvorlige undersøgelser, så vi må se, hvad der sker, siger hun.

Warren henviser til undersøgelsen af, hvorvidt medlemmer af Donald Trumps kampagnestab samarbejdede med russiske agenter op til valget i 2016.

Den tidligere FBI-direktør Robert Mueller er sat i spidsen for undersøgelsen, der hidtil har resulteret i sigtelser af flere af Trumps tidligere ansatte.

Elizabeth Warren mener, at det er vigtigt at afvente resultatet af undersøgelsen, før man tager stilling til en eventuel rigsretssag mod præsidenten.

- Hvis vi skal den vej, så er vi nødt til at samle landet og sikre, at så mange mennesker som muligt forstår, at det var en legitim proces, der var baseret på fakta, siger hun ifølge nyhedsbureauet AP.

Elizabeth Warren tilføjede lørdag sit navn til en efterhånden lang liste af demokrater, der formelt har annonceret deres kandidatur.

De skal alle kæmpe om at blive Det Demokratiske Partis nominerede ved primærvalget før det afgørende præsidentvalg i 2020.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce