Annonce
Udland

Demokratiske stjerner giver tiltrængt opbakning til Sanders

Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Alexandria Ocasio-Cortez og Ilhan Omar foretrækker, at Bernie Sanders bliver Demokraternes præsidentkandidat.

De to fremtrædende demokratiske kongresmedlemmer Alexandria Ocasio-Cortez og Ilhan Omar har givet deres støtte til Bernie Sanders.

Det oplyser holdet bag Sanders' valgkamp.

Opbakningen er tiltrængt for 78-årige Sanders, der er gledet bagud i meningsmålinger og for to uger siden blev indlagt efter et hjerteanfald.

Alexandria Ocasio-Cortez blev sidste år i en alder af 29 år den yngste kvinde nogensinde valgt til USA's Kongres med en plads i Repræsentanternes Hus.

Hun har markeret sig som en markant profil hos Demokraterne i USA - blandt andet med skarp kritik af præsident Donald Trump.

Ocasio-Cortez vil lørdag officielt meddele sin støtte til Bernie Sanders, når han lørdag genoptager sin valgkamp i New York.

38-årige Ilhan Omar støtter ligeledes Sanders, oplyser hun i en udtalelse.

- Bernie står i spidsen for en arbejderklassebevægelse, der kan besejre Donald Trump og går på tværs af generation, etnicitet og geografi, siger hun.

Sanders forsøgte også at blive Demokraternes præsidentkandidat op til valget i 2016. Her tabte han dog til Hillary Clinton.

Natten til tirsdag var Sanders en blandt 12 kandidater, da Demokraterne holdt valgdebat. Blandt de øvrige var Joe Biden, Kamala Harris og Elizabeth Warren, der har indtaget pladsen øverst i de seneste meningsmålinger.

Sanders blev spurgt om, hvorvidt han vil være i stand til at overskue det krævende embede som præsident.

- Vi kommer til at lancere en energisk valgkamp over hele landet. Det er den bedste måde, jeg kan forsikre det amerikanske folk på, svarede han.

Han sagde samtidig, at han gerne ville invitere alle til lørdagens vælgermøde i New York, hvor han ville få selskab af en "særlig gæst" - en henvisning til Alexandria Ocasio-Cortez' annoncerede deltagelse.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Ko-broen i Gesten er privat ejendom

Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce