Varde Kommune: Han har været grøn af misundelse i mange år, Borgmester Erik Buhl (V), når han kunne se andre kommuner få nye statsveje og motorveje.
Gruppeformand Søren Laulund (S), Varde ByrådVi har behov for at lægge en strategi. Vi skal også søge penge fra cykelpuljen. Vi har i den grad behov for elladere i sommerhusområderne.
Men endelig ser det ud til, at Erik Buhl og resten af byrådet får opfyldt et gammelt ønske om at få udvidet rute 11 mellem Korskro og Varde. Det er en del af regeringens udspil til en ny infrastruktur i Danmark. Og der er også en mindre ladepark med fem lynladere med i pakken.
- Vi får omlagt trafikken til grøn trafik. Det kan være en del af den pakke, vi kan fortælle til hele Europa. Der er god sammenhængskraft i tingene, siger Erik Buhl.
Han håber, at rute 11 er udvidet inden udgangen af 2024. Oplægget er, at vejen skal omdannes til en 2+1 vej. Men Vejdirektoratet skal først lave en større forundersøgelse.
Parløb med Søren
Erik Buhl har sammen med socialdemokraternes gruppeformand, Søren Laulund, haft et tæt parløb i bestræbelserne på at få udvidet rute 11. Begge er opmærksomme på, at det ikke nytter noget at udvide rute 11, hvis ikke Varde Kommune selv gør den lokale infrastruktur bedre.
- Vi skal have kigget på trafikflowet i Varde by, siger Erik Buhl.
Søren Laulund har svært ved at skjule sin begejstring over den sandsynlige udvidelse af hovedvejen til Korskro. Men han vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.
- Det har vi brugt meget tid på. Nu er første skridt lykkedes, siger Søren Laulund.
Elladere
Men som han siger, så skal hele byrådet holde gryden i kog. Selv kommer han nye tiltag i gryden, som skal diskuteres på næstkommende møde i økonomi- og erhvervsudvalget.
- Vi har behov for at lægge en strategi. Vi skal også søge penge fra cykelpuljen. Vi har i den grad behov for elladere i sommerhusområderne, siger Søren Laulund.
Helt konkret så skal der ifølge ham forberedes nye parkeringspladser med elladere.