Billund: Besøgstelt og -pavillon er lukkede, og der er ingen adgang for uvedkommende på Billund Plejecenter - ligesom på de øvrige plejecentre rundt i kommunen. Men hyggen består - bare på en anden måde end før corona.
Det forsikrer plejehjemsleder Margit Møller Madsen.
Tidligere blev der holdt en stor julefrokost for beboere og personale for at markere begyndelsen på julemåneden. Det er ikke muligt i år på grund af risikoen for smittespredning af coronavirus.
- I stedet holder vi en frokost i de grupper, hvor de ældre plejer at færdes. Faktisk siger de, at det da også er meget hyggeligere at blive, hvor de er, siger Margit Møller Madsen, der må konstatere, at de store forsamlinger faktisk ikke er noget, der taler til størstedelen af beboerne - og slet ikke dem, der er demente og har det svært.
Selvom der er lukket ned for besøg, sker der stadig noget på plejehjemmet.
- Vi har haft beboere, der har været på tur med bus, vi har haft virtuelle foredrag, og den internationale skole har lavet nogle videoer, vi skal se, fortæller Margit Møller Madsen, der også har bedt pårørende om at indkøbe to gaver, så der kan komme gang i en pakkeleg.
- Vores vennekreds, som ikke må komme ind, kommer med juledekorationer, og Ældre Sagen har også planer, lyder det fra Margit Møller Madsen.
Jul på værelserne
Først for nylig er skubberne gået i vinterhi, men ellers har de kørt ufortrødent med de gamle rundt i byen.
- Vi har bare klædt dem varmt på og kørt dem udenfor, hvor skubberne så har taget over, og når de så er kommet tilbage, har de ringet til os, og vi har taget dem ind igen, siger Margit Møller Madsen, der holder fast i både gudstjeneste og sang på plejehjemmet.
Margit Møller Madsen, plejehjemslederDer er ikke tradition for, at der kommer mange pårørende juleaften. Måske er der flere, der bliver hentet til juleaften. På den anden side er der mange af de gamle, der egentlig bare gerne vil holde jul i deres trygge omgivelser her, så man skal ikke have dårlig samvittighed.
- Det er ikke alle steder, man kan det. Fordelen ved vores hus er, at dagligstuen er lige ved hovedindgangen, og derfor kan præsten komme ind og gå igen uden at have kontakt med nogen. Med fire meters afstand er der ingen risiko, siger Margit Møller Madsen.
Til gengæld er kaffen med præsten aflyst.
Til juletid kan pårørende som altid tage deres mor eller far med hjem. Ønsker man at holde jul på plejehjemmet med sin pårørende kommer det dog i år til at skulle ske på værelset og ikke i en stor forsamling - og kun ét familiemedlem må være til stede.
- Men der er ikke tradition for, at der kommer mange pårørende juleaften. Måske er der flere, der bliver hentet til juleaften. På den anden side er der mange af de gamle, der egentlig bare gerne vil holde jul i deres trygge omgivelser her, så man skal ikke have dårlig samvittighed.