x
Annonce
Sydjylland

Kend din kandidat: Niels Flemming Hansen vil stoppe københavneriet og styrke det sydjyske erhvervsliv

44-årige Niels Flemming Hansen fra Vejle vil være den borgerlige stemme fra Syd- og Sønderjylland i Folketinget. Derfor stiller han op for Det Konservative Folkeparti i Sydjylland og går dermed endnu engang i sin fars fodspor, tidligere transportminister Flemming Hansen. Arkivfoto: Mette Mørk
Den 44-årige ejer af Holst Sko, Niels Flemming Hansen, er spidskandidat til Folketinget for Det Konservative Folkeparti i Sydjylland. Den tidligere ministersøn går blandt andet til valg på at ændre folkeskolereformen, styrke det sydjyske erhvervsliv og mindske københavneriet på Christiansborg.

Kandidat: Politikerleden og københavneriet er for stort. De borgerlige værdier er for få. Sådan lyder det fra den 44-årige ejer og direktør af Holst Sko, Niels Flemming Hansen fra Vejle, og derfor stiller han op som spidskandidat til folketingsvalget for Det Konservative Folkeparti i Sydjyllands Storkreds.

Niels Flemming Hansen mener, at det er på tide, at folketingspolitikere får øjnene op for, hvor vigtig Syd- og Sønderjylland egentlig er for hele landet. Særligt det sydjyske erhvervsliv.

- Vi driver nogle af de største vækstmotorer. Trekantområdet. Als. Esbjerg-området. Her er rigtig meget drift, rigtig mange virksomheder. Men vi mangler uddannelse, så virksomhederne kan fodres med arbejdskraft, siger han og peger fingeren mod København:

- Går hjulene i stå i Sydjylland, så sulter de i København. Men man anerkender ikke den betydning. Man snakker Udkantsdanmark. Det er bare ikke der, vi er.

Derfor vil han også arbejde for, at Syd- og Sønderjylland får flere uddannelser og en bedre infrastruktur - blandt andet med Als-Fyn broen.

- Det er på tide, at vi får stoppet københavneriet. Hvis højspændingsmasterne havde løbet fra Hørsholm til Sorø, var de blevet gravet ned, og hvis ulven havde løbet rundt i Dyrehaven, så var den blevet skudt, siger han med henvisning til de master, der trods stor lokal modstand er planlagt til at løbe gennem Vestjylland, og debatten om de ulve, der færdes i Jylland.

Annonce

Det er på tide, at vi får stoppet københavneriet. Hvis højspændingsmasterne havde løbet fra Hørsholm til Sorø, var de blevet gravet ned, og hvis ulven havde løbet rundt i Dyrehaven, så var den blevet skudt.

Niels Flemming Hansen, spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Sydjylland

Søn af en minister

Skomanden fra Vejle går med sit folketingskandidatur endnu engang i fodsporene efter sin far, Flemming Hansen.

Først overtog unge Hansen navnet, siden skobutikkerne og nu også politikerrollen fra faren. Som barn var butikkernes omsætning og konservativ politik altid til debat over middagen, og som niårig fik den unge Niels Flemming Hansen for alvor øjnene op for politik, da hans far blev valgt ind i Folketinget.

Flemming Hansen, grundlægger af familiefirmaet Holst Sko, var konservativ folketingsmedlem 1984-2007. Fra 2001 til 2007 var hans transportminister. Fra 2005 til 2007 var han ligeledes energiminister.

- Dengang tog jeg med rundt til rigtig mange vælgermøder. De sociale medier fyldte ikke dengang, så jeg lyttede bare til talerne. Det var skægt og sjovt. Da jeg arbejdede i TDC og Politikens Hus, så jeg, at der også var et politisk spil. Det var sjovt, og jeg synes, at det er spændende at arbejde i, siger Niels Flemming Hansen.

I 2007 overtog han sammen med sin bror Holst Sko.

Folkeskolen under lup

Foruden det sydjyske erhvervsliv er folkeskolen blevet hans politiske hjertebarn, som Niels Flemming Hansen selv kalder det.

Folkeskolereformen skal kigges efter i sømmene, og så skal dannelsen tilbage i landets skoler, lyder det.

Helt konkret foreslår Niels Flemming Hansen, at det skal være muligt at slå to klasser sammen, så der kan undervises med to lærere. Der skal sættes ressourcer af til at få pædagogiske hjælpelærere i de yngre klasser, og så skal det være muligt at sende elever, der mobber andre, hjem.

- Og så skal vi se på, om inklusion i virkeligheden er den rigtige løsning. Både i forhold til inklusionsbørnene, men også de andre børn. Og så er det fuldstændig urimeligt for lærerne, at de skal have 28 elever klassen og inklusionsbørn. Vi taber for mange børn, siger han.

Niels Flemming Hansen

  • Født den 16. maj 1974, nu 44 år.
  • Søn af Flemming Hansen, grundlægger af familiefirmaet Holst Sko og tidligere konservativ folketingsmedlem 1984-2007 og transportminister fra 2001-2007.
  • Han er opvokset i Vejle, hvor han også bor i dag med sin kone Annemette og parrets to drenge, Mads på 16 og Frederik på 14.
  • Niels Flemming er udlært ved en skofabrik i Tyskland og uddannet detailhandler. Han læste HH på tidligere Kolding Købmandsskole, inden han flyttede til København og blev butikschef i Hallgren Sko.
  • Senere blev han ansat som salgskonsulent og salgschef ved TDC. Inden han flyttede tilbage til Vejle i 2007, var han i en periode markedschef i Politikens Hus.
  • I 2007 trådte han ind i familievirksomheden Holst Sko, hvor han i dag er administrerende direktør og ejer sammen med sin bror. Virksomheden ejer også sammen med en anden partner flere Ecco-butikker og har blandt andet butikker i Esbjerg, Kolding, Odense og Aarhus.
  • Medarrangør af Vejle mod hudcancer.
  • Niels Flemming er glad for at spille golf, gå ture og være i naturen. Han bruger mest mulig fritid med sin familie, blandt andet spiller han golf med sin yngste søn.

Tror på god opførsel

For at der for alvor kan laves politik, skal politikerleden blandt befolkningen dog mindskes, mener Niels Flemming Hansen. Det er blandt andet derfor, han nu har sagt ja til at stille op til valg - efter i flere tidligere tilfælde at have takket nej.

- Nu er tiden til det. Jeg vil gerne være med til at løse problemet med den stigende politikerlede. Jeg tror, det er, fordi der er for få ikke-politikere på Christiansborg. Der er unge, der er kommet direkte fra uddannelse. Og så er der meget få landmænd og næsten ingen selvstændigt erhvervsdrivende tilbage.

Samtidig mener han, at det er vigtigt at holde den gode tone i debatten. Noget, han selv vil forsøge at huske gennem valgkampen.

- Generelt er der en stor del af ordentlighed blandt mine kolleger. Men indvandrerdebatten er blevet grim og hæslig. Folk bliver vrede, fordi de bliver angrebet på deres politik. Min holdning er, at hvis folk vil Danmark, så er de velkomne her. Jeg tror på god opførsel blandt alle. Også politikerne, siger han.

Niels Flemming Hansen har to sønner på 14 og 16 år. Han har ikke ønsket at stille op til Folketinget tidligere, blandt andet af hensyn til sin familie. Men nu er sønnerne så store, at de bare synes, det er virkeligt spændende, siger Niels Flemming Hansen. Arkivfoto: Martin Wilde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Kolding

Se byrådets møde live på Facebook

Annonce