Annonce
Udland

Denguefeber har taget livet af over 1000 i Filippinerne i år

Marvin Recinos/Ritzau Scanpix
Antallet af mennesker, der er døde af denguefeber, i Filippinerne i årets første otte måneder er steget.

Flere end 1000 er døde af denguefeber, der bliver båret af myg, i Filippinerne i årets første otte måneder. Det oplyser landets sundhedsministerium tirsdag.

Knap 40 procent af de 1021 mennesker, der har mistet livet til infektionen, mellem 1. januar og 24. august, var børn i alderen fem til ni år.

Dødstallet er langt højere end de 622 dødsfald, der blev opgjort i samme periode sidste år, tilføjer ministeriet.

I sidste måned erklærede regeringen denguefeber-epidemi i landet, da antallet af smittede steg. Fra januar er der opgjort 249.332 tilfælde af denguefeber mod 119.224 tilfælde i samme periode sidste år.

Eric Domingo, der er en højtstående embedsmand i ministeriet, siger, at epidemien endnu ikke er under kontrol, selv om antallet af smittede er dalende.

- Vi bliver nødt til at være på vagt mod dengue ind til slutningen af næste år, siger han.

Domingo påpeger, at borgerne ikke skal læne sig tilbage i kampen med at dræbe myg, der bærer sygdommen.

Denguefeber er en akut tropisk virusinfektion.

Tre til 15 dage efter smitte kan man opleve influenzalignende symptomer med mæslingelignende udslet og stærke smerter i arme og ben.

Sygdommen kan i alvorlige tilfælde medføre døden.

Ifølge Statens Serum Institut anslås det, at mere end 20.000 årligt dør på verdensplan af sygdommen.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Efter lokalplanbommert: Varde Bolig Administration lægger Ingeniørgruppen på køl

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce