Annonce
Læserbrev

Der er brug for kommunal handlekraft i corona-krisen

Annonce

Læserbrev: Syddanmark står i en hidtil uset situation, hvor de lokale virksomheder presses af den nye virkelighed, corona-krisen har udløst. Den delvise nedlukning af vores samfund rammer virksomhederne hårdt på omsætningen – og kan på både kort og langt sigt komme til at udløse konkurser på stribe og tab af lokale arbejdspladser.

Derfor er der også brug for, at de syddanske kommuner viser handlekraft i en svær tid. Et godt sted at starte kunne være at sætte gang i de service- og renoveringsopgaver i forbindelse med kommunale bygninger, der ligger og venter. Det er sund fornuft at gennemføre moderniseringen af disse bygninger, når de alligevel står tomme og ubrugte hen disse dage. Det er opgaver, som i mange tilfælde allerede er aftalte og budgetterede, men som endnu ikke er sat i gang.

Vi ved, at flere kommuner allerede kigger på denne mulighed, og vi kan kun opfordre til, at man i resten af regionens kommuner følger samme strategi.

Ved at lade virksomhederne starte på arbejdet kan man holde hjulene kørende i de lokale virksomheder og på den måde måske begrænse behovet for at eksempelvis el- og vvs-installatører må sende deres ansatte hjem – eller i værste fald ligefrem opsige dygtige medarbejdere, som der ellers vil blive god brug for, når vi forhåbentlig inden længe kan vende tilbage til en mere normal hverdag.

Flere syddanske kommuner er allerede gået i gang med at kigge på mulighederne for at hjælpe de lokale virksomheder. Eksempelvis har man i bl.a. Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Odense, Nordfyn, Nyborg, Svendborg, Middelfart, Vejle, Varde, Horsens, Esbjerg, Kolding, Tønder og Sønderborg besluttet at fremrykke betalingen for det arbejde, virksomheder har udført for kommunerne. Det er et både vigtigt og positivt signal at sende til det lokale erhvervsliv.

Vi er fuldt ud bevidste om, at de kommunale anlægslofter kan være en bremseklods for denne strategi. Derfor vil vi også opfordre til, at man inde på Christiansborg gør, hvad man kan, for at lempe på loftet, så kommunerne i bl.a. Syddanmark får den nødvendige handlefrihed til at hjælpe virksomhederne med at holde gang i hjulene. På den måde kan vi sikre den omsætning, som er en forudsætning for, at vi kan finansiere eksempelvis det sundhedsvæsen, der mere end nogensinde viser sit værd og sin vigtighed disse dage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce