Annonce
Livsstil

- Der er hele tiden en længsel efter det andet sted

- Vi har måttet lære os selv at gøre alting, siger Bibi Chemnitz, der blev selvstændig som 21-årig og siden fik David med, både på arbejdet og i privatlivet. Foto: Nicolai Lorenzen
Designer Bibi Chemnitz kom lidt tilfældigt ind i modebranchen og etablerede sin virksomhed med 5000 kroner. I dag vækker hendes særlige blanding af moderne gadestil og grønlandsk inspiration begejstring hos kunder verden over - og så har den gjort hende til lidt af en stjerne i Grønland, men hun vil egentlig helst være fri for at være midtpunkt.
Annonce

Der er sommervarmt i Brolæggerstræde i det indre København.

På gaden er der bare ben i skørterne, shorts, sandaler og cykling i langsomt ferietempo. Indenfor i det grå hus, hvor Bibi Chemnitz holder til med sit firma, breder der sig en mere vinterlig stemning, da hun viser rundt i sine kollektioner.

- De her sælger sindssygt godt. I Grønland kan man have dem på hele året, siger hun og hiver et par termobukser ud af rækken på bøjlestangen.

- Om sommeren kan man have shorts under og om vinteren ekstra uldting, forklarer hun.

I et hjørne hænger en kridhvid anorak på en bøjle og lyser op i et hjørne. ”Bibi Chemnitz” står der med flade hvide sting hen over brystet. I den version, der kommer til salg, er navnet dog fjernet. Det vil være lidt for meget, hvis nogen for eksempel vil have den på til en konfirmation, synes hun.

Anorakken ligner en klassisk grønlandsk anorak men den har alligevel fået et tvist og er blevet lidt mindre firkantet og lidt mere figursyet. På andre stativer hænger jakker og hættetrøjer, hvor Grønlands silhuet, snefnug eller isskosser er blevet til mønster. Eller en fortolkning af avittat, de små læderstykker, som er skåret ud og sat sammen til kunstfærdige mønstre på nationaldragten.

På en eller anden måde er der noget grønlandsk i det hele uden den mindste antydning af etnografisk museum. Det er nutidigt streetwear, der hænger på bøjlerne og ligger på hylderne - med et arktisk touch.

Bibi Chemnitz

36 år. Født i Nuuk, Grønland. Opvokset der og i andre byer på den grønlandske vestkyst.

Flyttede som 13-årig til Danmark med sine forældre og to yngre søskende.

Hun er uddannet beklædningshåndværker fra TEKO i Herning i 2005.

Startede i 2006 tøjmærket i eget navn sammen med David Røgilds, der er uddannet multimediedesigner.

Se mere på www.bibichemnitz.com.

Annonce

Greb muligheden

Det er præcis den kombination, der har skaffet Bibi Chemnitz fans både i de dele af verden, hvor folk er nødt til at tage bidende vind og rigtig kulde i betragtning, og i byer som København, Berlin, Hongkong og Tokyo.

Det passer fint både i en mindre grønlandsk by og i en storby - præcis som kvinden bag det.

Det er dog ikke kun Bibi Chemnitz, der styrer foretagendet.

David Røgilds, der er hendes partner både professionelt og privat, har været med næsten hele vejen lige fra de første år, hvor de begge to måtte ud at svinge gulvklud og støvsuger i rengøringsjob for at holde sig selv og virksomheden oven vande.

Når de laver en ny kollektion, diskuterer de i fællesskab, hvilken retning de skal gå i, og hvilke stoffer og print der skal bruges.

- Det er David, der laver det grafiske, og så er det mig, der er på nakken af ham og skælder ham ud ...

- Aaarh, kommer det mildt ovre fra hans computerbord, inden hun fortsætter:

- Men vi bruger begge to hinanden vildt meget.

Bortset fra rengøringstjansen har hun været selvstændig, siden hun var 21.

- Der var en mulighed for at starte noget op, og jeg greb den. Hen ad vejen har tingene så udviklet sig.

Undervejs er det blevet mere og mere tydeligt for hende, at det især er hendes trang til at være kreativ og trangen til frihed, der betyder mest.

- Jeg er virkelig dårlig til at arbejde på faste tidspunkter, siger hun.

- Frihed til at bestemme over min egen tid, det arbejder jeg gerne hårdt for.

Annonce

Et hjem i Nuuk

Bibi Chemnitz var 13, da hendes forældre besluttede sig for at forlade Grønland og flytte til Danmark.

I første omgang gik turen til Aalborg, hvor hun ikke bare måtte vænne sig til nye omgivelser, men også et nyt sprog.

- Det var lidt hårdt i starten. Jeg var grønlandsksproget, da vi boede i Grønland. Jeg kunne godt dansk, men det var vanskeligt pludselig at skulle tale det hele tiden, og jeg blev mobbet for min accent. Men jeg faldt ret godt til, selvom 13-14 år er en svær alder, hvor man begynder at feste og være vild med fyre.

Siden gik turen videre til Aarhus med mor, søskende og mormor. Hendes far var i mellemtiden taget tilbage til Grønland, fordi han savnede naturen, men der var en lang årrække, hvor hun ikke selv kom derop.

- Vi var der to-tre år efter, vi var flyttet herned, men så gik der lang tid, hvor jeg slet ikke var der, fordi jeg ikke havde penge til det, og mine forældre heller ikke havde.

Næsten 10 år gik der, regner hun sig frem til, og da hun endelig kom af sted, var David kommet ind i billedet og med på turen.

- Nu er det så heldigt, at vi kan komme derop tit. Det er helt vildt, siger hun og lyder virkelig glad.

Faktisk er de deroppe så ofte, at de for nylig har investeret i et hus.

- Vi bor altid hos min far, men der ligger bare noget pres med, at man skal være selskabelig. Det giver ikke ro på samme måde. Sidste år begyndte vi at snakke om det: ”Skal vi eller ...?”

Der var kun ét område, de ville bo i, i Myggedalen, som er den gamle bydel med en masse små typehuse fra 1950’erne. Har man set turistbilleder fra Nuuk, har man højst sandsynligt set Myggedalen, for de kønne, kulørte træhuse, som ligger smukt med udsigt over vandet, er nærmest Nuuks svar på Nyhavn eller et fiskerhus i Skagen, når det gælder motiver med åbenlyse postkortkvaliteter.

- Der kom ét til salg i begyndelsen af januar, og så slog vi til. Vi kunne sagtens sidde og arbejde hos min far, men det er ikke det samme, når det ikke er vores egne ting. Hjemme hos os er der proppet med vores arbejde og kunst, vi har købt på vores rejser. Det skal der også være i Nuuk. Jeg synes, det giver stress, når der ikke er noget kreativt at se på.

- Jeg bruger mange penge på sko

Hvad er det bedste råd, du har fået?

- Mine forældre har altid sagt, at jeg skulle lave det, jeg har lyst til.

Hvad har du sidst brugt mange penge på?

- Jeg bruger mange penge på sko, men ellers er det jo vores nye hus i Grønland.

Hvad er din indre alder?

- Nogle gange opfører jeg mig vist som en, der er 18 og ikke altid tænker sig helt om, men jeg vil sige 25 eller 23. Jeg føler mig altid yngre, end jeg er, og jeg har også mange yngre venner, så det passer nok meget godt.

Annonce

Enkel start

Nogle tøjdesignere har allerede, fra de syede tøj til deres dukker og bamser, vidst, at det var den vej, de skulle. Det gælder slet ikke for Bibi Chemnitz. Da hun var færdig med folkeskolen, havde hun forskellige job, mens hun prøvede at finde ud af, hvad hun gerne ville. Det var først, da hun begyndte på en produktionsskole, at brikkerne faldt på plads, og hun endte på TEKO i Herning og uddannelsen som beklædningshåndværker.

- Det kom lidt automatisk det hele. Et af de steder, jeg kom i praktik, syede ejeren selv alt det, hun solgte i sin butik, og da jeg var færdig med praktikken, begyndte jeg at sy lidt om aftenen og sælge det.

Dengang var tøjet lidt mere piget og havde ikke så meget med Grønland at gøre. Siden kom den første egentlige kollektion, der kun bestod af hættetrøjer.

- For det første startede jeg mit firma med kun 5000 kroner, så jeg havde ikke råd til at lave så mange forskellige ting, og for at holde det enkelt lavede jeg otte forskellige hættetrøjer. For det andet er vi rigtigt vilde med at lave hættetrøjer. Nogle havde print af sæler, andre havde lidt anderledes snit og forskellige farveblokke af stof.

Ligesom det tøj, hun designer, er Bibi Chemnitz' tatoveringer helt unikke. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Originale streger

På opslagstavlen i værkstedet hænger en lille udgave af det grønlandske flag, hvor den sædvanlige rød-hvide farvekombination er byttet ud med sort-hvid. Det er nærmest blevet en slags kendetegn for mærket Bibi Chemnitz, men i begyndelsen blev nogle grønlændere fortørnede eller virkelig vrede, når de så den sort-hvide version på parrets tøj.

I dag er det helt accepteret, fortæller hun, og hun har slet ikke noget ønske om at gøre nogen kede af det med sine fortolkninger af den grønlandske kultur. På den anden side vil hun heller ikke lave tro kopier af noget, der allerede eksisterer.

På den måde ligner hendes tatoveringer det tøj, hun designer.

Første gang, hun blev tatoveret, fik hun fem små hjerter rundt om håndleddet. To for hendes to søskende, to for hendes søsters to børn, som siden er blevet til tre, og til sidst et hjerte for David.

- De tegnede alle sammen selv deres hjerte for at gøre det mere personligt, fortæller hun.

Resten af tatoveringerne har hun selv tegnet direkte på sine fingre. Ingen af dem er en-til-en-kopier af traditionelle tatoveringer, men inspireret af dem.

- Tatoveringer er blevet helt sindssygt populære i Grønland. Der er virkelig mange, der får dem, men mine blev lavet, før det blev populært. Mange siger, at det ikke er rigtige inuit-tatoveringer, men for mig er det inuit-tatoveringer, fordi jeg er inuit.

- Man får nogle gange hug, når man leger med traditioner og gamle ting, supplerer David:

- Men man kan vende det om og sige, at traditioner ikke er opstået af sig selv, de bygger videre på noget. På et eller andet tidspunkt er der nogen, som har turdet gøre noget nyt. Man skal altid gøre det med respekt og anerkendelse og forståelse for, hvad der var før, men hvis man aldrig tør prøve noget nyt, står kulturen jo stille.

- Frihed til at bestemme over min egen tid, det arbejder jeg gerne hårdt for, siger Bibi Chemnitz, der aldrig for alvor har overvejet at bruge sin uddannelse til at være ansat i et 9-17-job hos andre. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Det ydmyge idol

I Grønland er Bibi Chemnitz det mest kendte tøjmærke, har en undersøgelse vist.

Det er David, der fortæller det. Det er også ham, der fortæller, at når de går rundt i Grønland, er det ikke unormalt, at der kommer nogen, hun slet ikke kender, som vil give et kram, have et billede eller en autograf.

Imens han fortæller, ser Bibi ud, som om hun ikke helt ved, hvor hun skal kigge hen. At gøre sig selv til midtpunkt er tydeligvis noget, hun ikke nyder.

- Det er sådan noget, jeg ikke er så vild med. Jeg har aldrig kunnet lide at få opmærksomhed. Det hører bare med, og så må man være et sødt menneske og behandle folk på en respektfuld måde.

- Men der må jo være tidspunkter, hvor I bliver inviteret til nogle ting i forbindelse med arbejdet, hvor du er nødt til at være midtpunkt?

- Så kan jeg altid trække på David. Men ja, det bliver vi da. Jeg skal bare tage mig sammen, og når man snakker stille og roligt med folk, kan jeg godt. Men jeg beundrer folk, som bare kan komme ind i et lokale og sige ”heeeej heeeej” til alle. Det vil aldrig falde mig ind at være sådan, fortæller hun.

Ingen af dem er gode til smalltalk, bliver de enige om. Men David har alligevel altid været god til at snakke.

- Vi er totalt modsat af hinanden. Han snakker og snakker og snakker. Jeg behøver ikke sige noget flere timer i træk.

- Måske er det forskellen på danskere og grønlændere, funderer David.

For grønlændere synes generelt, at danskere snakker meget.

- Som dansker er det ret mærkeligt, når man for eksempel er til efterfest i Grønland. I Danmark sidder man og snakker og vender en masse forskellige ting. Politik, kærester, alt muligt. Det gør man også lidt deroppe, men lige så snart, der kommer en guitar frem, er der fællessang resten af aftenen, primært gamle grønlandske sange. Det skal man lige vænne sig til. Jeg har mange gange siddet og tænkt: ”Vi var jo lige i gang med at snakke, og han virkede faktisk rigtigt interesseret i det, jeg sagde. Nu har vi sunget i to timer, kan vi snart snakke igen?”

Og ja, trangen til at tie stille er nok et grønlandsk træk ved hende, giver hun ham ret i, selvom der også er grønlændere, der snakker helt vildt.

- Men når man for eksempel er på hyttetur i fire dage, slapper man bare af. Så behøver der ikke blive snakket så meget.

Bibi Chemnitz tilbragte sin barndom i Grønland, men flyttede med familien til Danmark som 13-årig. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Evig splittelse

Naturen er en af de ting, hun elsker ved at være i Grønland.

At tage på tur. På jagt. Ud at fiske. At overnatte i båden.

Omvendt nyder hun varmen i København.

At tage til stranden. At sidde ude på Islands Brygge og bare kigge på mennesker i flere timer.

Men den dag vi mødes, er der kun en lille uge, til de flyver til Grønland igen, og det er sådan, hun gerne vil have det: Der skal helst ligge en billet eller i hvert fald være planer om, hvornår de skal af sted. Når hun så er kommet derop, begynder hun at savne sit kontor og værksted i København, selvom savnet efter Grønland altid er det største.

- Der er hele tiden en længsel efter det andet sted, siger hun.

Der er også en følelse af splittelse.

- Jeg føler mig ikke altid helt hjemme her, og nogle gange føler jeg mig heller ikke helt hjemme i Grønland, fordi jeg er så meget i København. Jeg føler mig som grønlænder både her, og når jeg er deroppe, men jeg føler mig også som dansker, fordi jeg er så godt integreret.

- Jeg føler mig ikke altid helt hjemme her, og nogle gange føler jeg mig heller ikke helt hjemme i Grønland, fordi jeg er så meget i København. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Den bedste ambassadør

Når de er i Grønland, bruger de ikke kun tiden på deres egen virksomhed og venner og familie. De er også begyndt at holde kreative workshops for store børn, hvor de får lov til at eksperimentere med at designe tøj. Der er behov for dem, kan hun mærke, og måske kan de tænde en gnist i børnene.

- Mange børn og unge, der kommer fra små byer eller bygder, har ikke de samme input, som man kan få i en storby, og vi vil gerne vise dem, at der er andre muligheder inden for kreative erhverv.

Det handler om at give noget tilbage. Og på sigt er der måske et af de børn, som også kan være med til at sætte Grønland på kortet og give landet en plads i folks bevidsthed på samme måde som Bibi Chemnitz har det som mål, når hun på sin helt egen måde putter den grønlandske kultur ind i sit tøj.

- Jeg vil gerne vise, at Grønland er det flotteste og mest fantastiske sted. Jeg vil gerne være den bedste ambassadør for Grønland, jeg overhovedet kan være.

Når hun er tilbage på fødeøen, bliver Bibi Chemnitz ofte stoppet af mennesker, der lige vil have et kram eller en autograf. Foto: Nicolai Lorenzen
Det har hele vejen igennem været et princip for Bibi Chemnitz og David Røgilds, at de laver tøj, som de selv har lyst til at gå i og selv har råd til at betale. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce