Annonce
Debat

Der er intet mytteri, Pernille

Da danskerne stemte til EP-valget den 26. maj, var det for at vælge 14 danske medlemmer til Europa-Parlamentet. Men når man læser kronikken fra Pernille Weiss her i avisen 24. juni, lyder det nærmest som om, at vi også stemte om, hvem der skal være ny formand for Europa-Kommissionen. For med Europa-Parlamentets selvopfundne ”spidskandidatproces” er det parlamentets største partigruppe, der skal besætte formandsposten i kommissionen. Men processens værdi er lig med værdien af det stykke papir, den er skrevet på. Alligevel er der ifølge Pernille Weiss tale om et mytteri.

Hvis jeg spørger, de 65.179 danskere, der stemte på mig til valget, om krydset var til mig eller til den socialdemokratiske spidskandidat, hollænderen Frans Timmermans, så tror jeg, de fleste ville kigge undrende på mig. Hvis danskerne virkelig havde sat kryds ud fra, hvem de vil have som kommissionsformand, så tror jeg Margrethe Vestagers Radikale havde fået langt flere stemmer. Pernille Weiss mener derimod, at det er at modsætte sig folkets vilje og modsætte sig EU’s eneste demokratisk valgte organ, når man ikke vil have den største partigruppes kandidat, Manfred Weber som formand. Jeg tænker, at Weiss reagerer så voldsomt, fordi hun og hendes gruppe i Europa-Parlamentet er rasende over, at ”deres” formandspost er ved at glide dem af hænde. Men det er ikke Macron, eller nogle af de andre regeringschefer, der skal skældes ud.

Det er derimod Pernille Weiss’ egen politiske gruppe, de konservative og kristendemokraterne i Europa, der har fejlet. Hvis man vil have en formand, der skal kunne samle opbakning, skal man sørge for at finde den rette person. Det gjorde de ved valget i 2014. Jean-Claude Juncker havde været regeringschef, havde et kæmpe netværk og stor erfaring. Det var forholdsvis klart hvad han stod for, og hvad han kunne efter 18 år i spidsen for Luxembourg. Og derfor blev han accepteret som kandidat til posten.

Denne gang har kristendemokraterne valgt en person, som kun har været formand for deres gruppe i Europa-Parlamentet. Nuvel, Weber er en behagelig og kompetent gruppeformand, men han har ikke været minister og slet ikke regeringschef. Vi ved simpelthen ikke, hvad han kan, hvis det blæser på broen. Det er med andre ord ikke en demokratisk proces, som er ved at blive forpurret. Vi i Europa-Parlamentet skal godkende både kommissionsformanden og de øvrige kommissærer, som indstilles af landenes regeringer. Men vi kan altså ikke bare selv vælge, hvem de skal indstille. I hvilken anden organisation har man overhovedet mulighed for at have medbestemmelse over cheferne i et andet hus? Jeg ved i hvert fald godt, hvordan vi i Europa-Parlamentet ville reagere, hvis Europa-Kommissionen og Ministerrådet pludselig ville have medbestemmelse på, hvem der skulle være vores formand. Det ville vi aldrig acceptere.

Pernille Weiss mener endda, at det vil ødelægge samarbejdet i Europa-Parlamentet, hvis ikke spidskandidatprocessen bliver accepteret. Fra socialdemokratisk side kan jeg helt roligt sige, at vi selvfølgelig fortsat kommer til at samarbejde med de andre politiske grupper uanset navnet på formanden i Europa-Kommissionen. Det håber jeg også, Pernille Weiss vil. Ellers kan det godt blive fem lange år i Parlamentet. Men lad mig hermed også gå i rette med Pernille Weiss om selve ”spidskandidatprocessen”. Den kaldes af tilhængerne en meget demokratisk proces. Men jeg vil sige, at det handler om øjnene, der ser. For processen er hverken beskrevet i EU’s traktater eller vedtaget af EU’s medlemslande. Det er en proces som det tidligere socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, tyskeren Martin Schultz, fandt på. Han ville gerne give Europa-Parlamentet mere magt, og han ville gerne være formand for EU-Kommissionen. Og vupti, så opstod processen.

Når der er nogle, der mener, den er mere demokratisk end at stats- og regeringslederne finder en person, de har tillid til, må det handle om, at man helst ser at EU udvikler sig til en føderation. I et medlemsland vælges statsministeren af parlamentet. Men EU er hverken et land eller en stat. Det er et samarbejde mellem EU’s medlemslande, hvori der også er et parlament med direkte valg. Vi medlemmer af Europa-Parlamentet er hverken mere eller mindre demokratisk legitime end stats- og regeringslederne i Ministerrådet. Pernille Weiss mener vi er mere legitime. Måske er det fordi hun i virkeligheden ønsker sig at EU udvikler sig til Europas Forenede Stater? Det gør jeg ikke. Og derfor ser jeg ikke nogle demokratiske problemer i at stats- og regeringslederne sammen finder en person, de mener skal lede EU-kommissionen.

Hvis der er tale om et mytteri, er det ikke på Europa-Parlamentet, og mytteriet finder ikke sted på Macrons foranledning. Hvis der finder et mytteri sted, er det på EU’s traktat, for spidskandidatprocessen er ikke at finde i det grundlag, der styrer EU’s nuværende samarbejde.

Annonce
Christel Schaldemose
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce