Annonce
Vejen

Der skal være plads til både tradition og fornyelse i kirken

26-årige Mike Simonsen Straarup er nyvalgt til menighedsrådet i Askov. Foto: Dorthe Andresen
26-årige Mike Simonsen Straarup blev valgt ind i menighedsrådet i Askov Sogn. Han har ikke tænkt sig at revolutionere kirken, men ser gerne at den bliver en endnu større del af lokalsamfundet.
Annonce

Askov: 61 år. Det er ifølge en opgørelse fra Menighedsrådenes Landsforening den gennemsnitlige alder for et menighedsrådsmedlem i Danmark.

Ved det seneste valg til menighedsrådene har der dog flere steder været en tendens til, at hovedparten af medlemmerne bevæger sig i alderen mellem 40 og 60 år.



Jeg er ikke bibelstærk og kan ikke hele biblen udenad.

Mike Simonsen Straarup


En af dem, der ligger i den helt lave ende aldersmæssigt, er 26-årige Mike Simonsen Straarup, der ved valgforsamlingen i Askov Sogn i sidste uge blev valgt til det fireårige hverv i menighedsrådet.

Menighedsrådsvalg Askov

Udover Mike Simonsen Straarup blev følgende valgt til menighedsrådet i Askov: Erling Glitrup, Anne-Marie Ravn Melvang, Ulla Regitze Bojsen Henningsen, Henning Helle Knudsen, Betina Herold Højgaard og Beata Erzebet Fabricius.

- Det er ikke fordi, jeg kommer fra et specielt troende hjem. Det er en udbredt misforståelse, at man skal være meget troende for at sidde i et menighedsråd, siger Mike Simonsen Straarup og tilføjer:

- Jeg er ikke bibelstærk og kan ikke hele biblen udenad. Men det er også præsten, der står for forkyndelsen i kirken, og menighedsrådet tager sig af det praktiske. Formålet med menighedsrådet er at arbejde for gode vilkår for menighedens liv og vækst.

Annonce

Tænkt tanken

Mike Simonsen Straarup har længe gået med tanken om at stille op til menighedsrådet, men med en travl hverdag med arbejde, pendlertid og familie valgte han at sparke ideen til hjørne.

- Da vores præst så rakte ud og spurgte, om det ikke var noget for mig, så måtte jeg takke ja. Jeg er nok den type, der mener, at når nogen rækker ud, så tager man deres hånd, siger Mike Simonsen Straarup, der glæder sig over, at han også på valgforsamlingen, hvor de fremmødte skulle stemme om, hvem der skal sidde i menighedsrådet, blev rigtig godt modtaget.

Blå bog

Mike Simonsen Straarup er 26 år gammel.

Han stammer oprindeligt fra Vorbasse, men har siden 2018 boet i Askov med familien, der består af hustruen Ditte, som han mandag den 21. september kan fejre etårs bryllupsdag med, og datteren Ellie på 2½ år - og der er et lille nyt familiemedlem på vej i det nye år.

Han er uddannet økonom fra Aarhus Universitet og arbejder nu med kommunaløkonomi i Fredericia Kommune.

Udover at han nu er medlem af menighedsrådet i Askov, er han også bestyrelsesmedlem hos Det Konservative Folkeparti i Vejen Kommune og - hvis han får vælgerforeningens opbakning - stiller op til kommunalvalget i 2021.

- De fremmødte på valgforsamlingen tog virkelig godt imod mig og mine ideer, så jeg er virkelig ikke blevet skuffet.

Det er ikke fordi, at Mike Simonsen Straarup nu har tænkt sig at sætte gang i den helt store revolution i kirken i Askov. For kirken gør det i forvejen rigtig godt.

- Den traditionelle højmesse (søndag formiddag, red.) skal vi holde fast på. Men man kan også godt prøve at tilføje noget, for eksempel børnegudstjeneste i kirken fra klokken 16-17. Vi skal lade os inspirere af andre, vi skal ikke ud og genopfinde den dybe tallerken. Vi har trods alt en stærk kirke, siger Mike Simonsen Straarup.

Annonce

En balancegang

Mike Simonsen Straarup er ikke ude på, at kirken nu pludselig skal sætte en hel masse ting i gang, for i Askov er der i forvejen mange arrangementer både på højskolen og i regi af bylauget, og det skal kirken ikke konkurrere mod - men måske snarere være en del af.

- Vi skal være tro mod det, folkekirken er. Alt skal ikke være anderledes - det er en balancegang. For hvordan gør man kirken populær uden, at den bliver poppet. Hvordan fornyer vi os, uden at vi forfladiger vores formål. Vi skal kunne se os selv i øjnene om fire år og sige, at vi stadig udfylder den primære rolle, som kirken jo har. Den skal være udtryk for noget trygt, men samtidig tilpasse sig tidsånden, siger Mike Simonsen Straarup, der gerne vil arbejde for, at kirken "blander" sig med lokalsamfundet.

- Jeg vil arbejde for, at kirken kommer ud af det kirkelige rum og spiller en rolle som en aktiv medspiller i lokalsamfundet. Kirken besidder så mange ressourcer, som vi skal sørge for at udnytte til fulde, lyder det fra det unge menighedsrådsmedlem, der sammen med de øvrige valgte medlemmer fordeler de enkelte poster i menighedsrådet på et møde den 24. november.

Officielt tiltræder det nye menighedsråd 1. søndag i advent den 29. november.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce