Annonce
Esbjerg

Derfor kan EfBs unge talenter træne løs under corona-nedlukning

Spillerne er delt op i grupper, og grupperne holder sig i hver deres hjørne af banen, når de træner tre gange om ugen. I starten var der kegler og anden afskærmning sat op, men nu har spillerne lært baneinddelingen at kende, og den respekterer de til fulde, siger akademichef Lars Vind. Foto: Heidi Bjerre-Christensen.
Det har vakt undren, at EfBs unge talenter i EfB Akademi træner løs på kunstgræsbanen under samfundets skrappe corona-nedlukning. Men reglerne overholdes til punkt og prikke, forsikrer akademichef Lars Vind, der med et større logistisk forarbejde tager vare på trænere, spillere og deres familier.
Annonce

Esbjerg: Selv om samfundet er underlagt en hård corona-nedlukning med stramme restriktioner, kan de, der jævnligt færdes langs Gl. Vardevej, stadig se fodboldspillere boltre sig på kunstgræsbanen over for EfBs klubhus.

Det har vakt nogen undren og også affødt flere henvendelser til JydskeVestkysten, som derfor lagde vejen forbi forleden, hvor U17-talenterne tilknyttet EfB Akademi var i gang med at træne under overvågning af blandt andre akademichef Lars Vind.

Og det kommer ikke helt bag på Lars Vind, at der er nogle, der mistænker EfB for at overtræde corona-reglerne - han har selv observeret forbipasserende, der på den ene eller den anden måde har givet udtryk for deres undren efter træningsopstarten 11. januar.

- Jeg har fuld forståelse for, at der er nogle, der synes, det er mærkeligt, at vi fortsat kan træne, og derfor vil  jeg selvfølgelig også gerne fortælle om, hvilke forberedelser, vi har lavet for at komme i gang. EfB følger myndighedernes regler til punkt og prikke og tager alle de samfundshensyn, vi kan og skal - og ellers ville vi slet ikke træne. Vi har også gjort klart over for spillerne, at hvis nogle alligevel føler sig utrygge, så skal de ikke tvinges til at træne - det er ikke sådan, at vi stopper en talentudvikling af den grund, siger Lars Vind, som forud for træningsstart har været i kontakt med både Dansk Boldspil-Union (DBU) og divisionsforeningen, ligesom han har orienteret sig om reglerne hos Sundhedsstyrelsen.

Annonce

Flere regelsæt

- I forhold til kontraktspillerne på akademiet, så er de ikke underlagt forsamlingsforbuddet, fordi de hører under professionel idræt, og de har derfor samme regler som førsteholdet. Det betyder samtidig, at EfB betaler for, at alle kontraktspillere testes hver uge - og to gange, da de startede op - og dem har vi under fuld kontrol, siger akademichefen og fortsætter:

- I forhold til vores andre unge talenter, så er de delt op i grupper af maksimalt fem på banen. De træner i de samme grupper hver gang, og de samme steder på banen. Når træningen begynder, går spillerne ind på banen fra hver sin ende. De forlader banen på samme måde, når træningen er slut, og de bliver hentet af deres forældre, så ingen krydser hinanden. Ingen går i omklædningsrummet - alle klæder om og bader hjemme, fortæller Lars Vind og tilføjer, at trænerne holder minimum to meters afstand til spillerne under træning.

Akademichef Lars Vind overvåger træningen af EfBs unge talenter fra forhøjningen omkring kunstgræsbanen. Foto: Heidi Bjerre-Christensen.

Også instruktionen forud for træningen klares virtuelt, og alle ungdomsspillerne tilknyttet akademiet - EfB Akademi dækker over Esbjerg fB’s ungdomselitehold i årgangene U13-U19, og spillerne er i alderen 12-19 år - har op til træningen fået tilsendt en plan for, hvad de skal, og ellers er de i kontakt med akademiet via Facebook eller ved virtuelle møder.

- Inden, vi startede op efter nytår, tilsagde vi spillerne i mindre grupper med tid i mellem, så de kunne hente deres tøj ved klubhuset. Holdlederne, der stod for uddelingen, lagde det uden for, og spillerne havde strenge instrukser om, at de kun måtte hente tøjet og køre hjem igen. De skal selv sørge for at vaske det fra gang til gang. Ingen må komme i klubhuset - der går kun trænerne ind for at hente og aflevere materialerne i forbindelse med træning. Spillerne har også fået besked på, at de skal komme så tæt på hver træningsstart som muligt, så vi undgår, at der er nogle, der fristes til at finde sammen for at snakke. Jeg vil sige, at både spillere, forældre og trænere er forbilledligt disciplinerede, understreger Lars Vind.

Fodbold og corona

Dansk Boldspil-Union har udarbejdet Protokollen for Fodboldens Corona-regler, der blev opdateret på baggrund af de skærpede restriktioner, som myndighederne meldte ud på pressemødet den 5. januar 2021 og forlængede på pressemødet den 13. januar 2021. De nuværende restriktioner er nu sat til at vare til og med søndag den 7. februar 2021.

Fodboldens Corona-regler tager udgangspunkt i myndighedernes landsdækkende retningslinjer. Heri står blandt andet om forsamlingsforbuddet på maksimalt fem personer, at der kun må trænes i grupper af fem personer, og at grupperne ikke må blandes, ligesom fodboldanlægget i givet fald skal deles op.

Professionel fodbold er fortsat undtaget forsamlingsforbuddet.

Ifølge akademichefen er EfB ikke ene om at træne talenterne under corona-nedlukningen - således er han vidende om, at eksempelvis Brøndby kører efter samme model som EfB.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce