Annonce
Livsstil

Design til døden: Kunsthåndværkere filter urner af uld

Mette Østmann med Uurnas planteløgsformede urne. Sammen med Line Eskestad (siddende) og Pia Busk har hun designfirmaet Uurna, der laver filtede urner til bæredygtige bisættelser. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Den danske designvirksomhed Uurna skaber urner af uld, der skal give et bæredygtigt, varmt farvel i pagt med naturen.

Melerede nuancer af grå i grå imiterer sten. En hvid baggrund med strejf af sort sender tankerne hen på birkebark. En grøn løgform ender i en top, der illuderer en spire. Uurnas filtede urner skabt i uld af kyndige kunsthåndværkere er inspireret af naturen.

Især løget, der er skabt til at indeholde fire til fem liter menneskeaske, symboliserer "af jord er du kommet, til jord skal du blive". Og i en filtet urne vil den proces være så bæredygtig, naturlig og kærlig som muligt, mener kvinderne bag Uurna, filter Mette Østmann, keramiker Pia Busk og grafisk designer og billedkunstner Line Eskestad.

Den sidste opfandt de sanselige, varme urner, da hun manglede noget at bære sin mors aske til havet i.

- Lige efter hun var død, sad vi der og ordnede begravelse. Hun havde altid sagt, at hun ville spredes i havet, så vi sad og kiggede på urnerne, og den ene var mere kedelig end den anden. Vi endte med at transportere hende derud i noget æggebakkelignende noget. Den var ikke særligt charmerende. Efter min mor tog ud i havet, havde jeg urnen med hjem, og så fik jeg idéen, siger Line Eskestad.

Idéen var at skabe en blød og bæredygtig måde at sige farvel til sine kære. Ulden er hovedsageligt dansk og natur- eller plantefarvet, mens urnernes lukninger er lavet af naturelementer som pil, drivtømmer eller strandsten, der passer til designet.

Det naturlige, bløde og taktile tiltaler de folk, der har bestilt håndfiltede urner til bisættelser. En havde en afdød mormor, der lavede meget håndarbejde. En kvinde var lykkelig over, at hendes mand endelig kunne holde fødderne varme, selv om det var under jorden. Og en anden udvalgte en løgformet urne til sin mands bisættelse, fordi han havde elsket haven.

- For de efterladte er det en rar tanke at bisætte de afdøde i en blød urne. Der er det taktile i, at den er rar at røre ved, det virker enormt nærværende, varmt og trygt. Og selv om vi selv kan være ligeglade, når vi er blevet til aske, betyder det noget for dem, der sender deres ægtefælle, forælder eller bedsteforælder af sted, siger Mette Østmann.

Når man sænker uld-urnen ned i jorden og dækker den over, nedbrydes den fuldstændigt efter fem år og efterlader jorden beriget med mineraler og organiske stoffer. På den måde kan der spire nyt liv ud af det gamle som en helt konkret form for genopstandelse.

Annonce

Uurna

På et filtværksted i midten af Odense arbejder tre kunsthåndværkere, filter Mette Østmann, keramiker Pia Busk og grafisk designer og billedkunstner Line Eskestad, på at skabe urner af filt.

Uurna hedder deres designvirksomhed.

Urnerne kan bestilles ved bedemanden og koster i omegnen af 2000 kroner.

Men man kan også lave særlige, personlige bestillinger ved Uurna.

Se mere på www.uurna.dk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce