Annonce
Udland

Kraftigt jordskælv i Tyrkiet dræber 20 og kvæster 1000

Stringer/Reuters
Redningsarbejdere er sendt til jordskælvsområdet i det østlige Tyrkiet, hvor de leder efter overlevende.

Dødstallet stiger efter et kraftigt jordskælv i det østlige Tyrkiet fredag aften.

Mindst 20 mennesker er fundet døde, og over 1000 er blevet kvæstet, heraf flere alvorligt. Desuden er flere personer stadig savnet.

Redningsarbejdere er lørdag morgen stadig i gang med at gennemsøge ruinerne af ødelagte bygninger efter skælvet i håb om at finde overlevende.

Jordskælvet er ifølge meteorologiske tjenester i Europa og USA målt til 6,8, og flere bygninger er kollapset som følge af de kraftige rystelser.

Jordskælvet lå i 10 kilometers dybde. Det ramte distriktet Sivrice i provinsen Elazig klokken 20.55 lokal tid ifølge tyrkiske katastrofemyndigheder.

- Det var meget skræmmende. Møbler faldt ned på os, og vi skyndte os udenfor, siger 47-årige Melahat Can, der bor i Elazig.

Præsident Recep Tayyip Erdogan har efter jordskælvet sagt, at der bliver taget alle de fornødne skridt til at hjælpe de personer, som er blevet påvirket af skælvet.

- Vi står ved vores folk, skriver præsidenten på Twitter.

Ifølge indenrigsminister Suleyman Soylu, der var i området, hvor jordskælvet ramte, har redningsfolk allerede gennemsøgt ruinerne i provinsen Malatya.

- Der er ingen fanget under murbrokkerne i Malatya, men i Elazig er der stadig en eftersøgnings- og redningsindsats i gang for at finde 30 indbyggere, sagde indenrigsminister Suleyman Soylu fredag.

Redningsfolk søger blandt andet efter overlevende, der kan være fanget i murbrokkerne, efter at en femetagers bygning kollapsede i en by omkring 30 kilometer fra Elazig.

En person er allerede reddet levende ud derfra, oplyser en af AFP's journalister på stedet.

Nogle sportshaller og skoler er åbnet for at hjælpe nogle af ofrene.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce