Annonce
Kolding

Det begyndte med et enkelt træ i baghaven: Nu har Lene og Lolke 500 kirsebærtræer

Lene Husted og Lolke van Mulligan har otte forskellige sorter af kirsebær på deres gård i Taps, og de sælger dem blandt andet på diverse markeder rundt omkring. Foto: Søren E. Alwan
På gården på Ødisvej i Taps bliver der dyrket grøntsager og særligt kirsebær i massevis. For gårdens ejere Lene Husted og Lolke van Mulligan er det vigtigt, at alt er økologisk og kan spises direkte fra jorden og træerne.

Taps: Så langt øjet rækker står kirsebærtræerne på rad og række på markerne bag den lille gård på Ødisvej. På gården bor Lene Husted og Lolke van Mulligan, og selvom de kun har haft gården i cirka seks år, har det på en måde altid ligget i kortene, at de skulle dyrke kirsebær.

- Hvor jeg er vokset op, havde vi et stort, fantastisk kirsebærtræ i haven, så jeg har altid været rigtig glad for kirsebær og haft en idé om, at jeg skulle dyrke dem selv, siger Lene Husted, mens hendes mand Lolke van Mulligan nikker bekræftende.

- Den landbrugsskole, jeg gik på i Holland, lå i et område, hvor der var masser af frugtavlere, så det har altid været naturligt for mig at skulle dyrke frugt, forklarer Lolke van Mulligan, der oprindeligt er fra Holland og er uddannet landmand.

Han har derfor helt styr på, hvordan kirsebærene trives bedst, for det er lidt af en videnskab at finde den rette sammensætning af sorter.

- Vi har otte forskellige kirsebærsorter, og de modnes med en uges mellemrum fra cirka sidst i juni til starten af august. Det er lidt af en puslespil at finde lige de sorter, der både modnes forskelligt, bestøver hinanden, smager godt og er modstandsdygtige, siger Lolke van Mulligan.

Annonce

Om Lene og Lolke

Lene og Lolke har boet på gården på Ødisvej i seks år.

Til gården hører tolv tønder land, hvor parret dyrker både kirsebær og grøntsager og har køer, grise og får.

Lene underviser til dagligt på IBC på EUD og EUX. Hun underviser inden for butik, handel, kontor og events.

Lolke arbejder fuldtid på gården og er uddannet inden for landbrug i Holland. Han har boet i Danmark i de seneste mange år og har blandt andet haft sin egen gård i Egtved.

Økologien i centrum

For både Lene og Lolke har det altid været vigtigt, at det, de dyrker, er økologisk, og det gælder både for de mange kirsebær, men også for de cirka 50 forskellige grøntsager, som de dyrker på gården.

- Jeg vil gerne kunne være sikker på, at de planter, jeg har, er de samme år for år. De skal ikke ødelægges af sprøjtegifte eller kunstgødning. Vi får vores egen gødning fra vores dyr, som vi selv dyrker foderet til, og så er det bare fantastisk at dufte til en gulerod eller en porre, der lige er trukket frisk op af jorden. Grøntsagerne smager bare af mere, når man dyrker dem selv, siger Lene Husted.

På gården har parret både grise, køer og får, men Lene har dog en lille drøm, som, hun håber, snart kan gå i opfyldelse.

- Jeg kunne virkelig godt tænke mig at have mine egne høns, siger hun og fortsætter:

- Men den ultimative drøm er helt sikkert at kunne producere og levere alt i kød, mælk, korn og grøntsager til cirka 20 familier her i området. Det kunne være fantastisk, sier Lene Husted.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce