Annonce
forside

Det bliver bare så fedt at synge nationalsangen

Norah Holstener Larsen (t.v.) og Julie Ørnskov glæder sig til at debutere på det danske U16-landshold mod Tyskland. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

De to Haderslev-piger, Julie Ørnskov og Norah Holstener Larsen, er blevet udtaget til det danske U16-fodboldlandshold og skal i Berlin spille to kampe mod Tyskland.

HADERSLEV: Sommerfuglene er så småt begyndt at indfinde sig i maven på de to Haderslev-piger, Julie Ørnskov og Norah Holstener Larsen.

De er så talentfulde fodboldspillere, at de er blevet udtaget til det danske U16-landshold, der i ugens løb i Berlin skal spille to venskabskampe mod Tyskland.

- Der er lidt ekstra nerver på, når det er en landskamp, vi skal spille, men det bliver bare så fedt at skulle synge nationalsangen, siger Norah og Julie samstemmende, og de har på forhånd øvet sig på de to første vers.

Annonce

Rundt om Norah og Julie

Norah Holstener Larsen, 15 år. Elev i 10. klasse på BGI Akademiet i Horsens, idrætsefterskole, der samarbejder med Kolding Q. Hun spiller i forsvaret på Kolding Q's U16 og U18-hold. Har tidligere spillet for HFK.

Har sin styrke i hurtighed og en god fysik. Skal blive bedre til det tekniske.

Julie Ørnskov, 15 år, går i en af talentklasserne på Sønder Otting Skolen. Spiller i angrebet på HFK's U16-hold og bliver også brugt på klubbens seniorhold i kvindeserie vest. Her har hun scoret flere mål.

Hendes største styrke er hurtigheden. Træner meget i at blive bedre til at skyde på mål.

De to Haderslev-piger har spillet sammen i flere år og har været til flere træningssamlinger inden den endelige udtagelse til landsholdet. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Landsholdsdebut

For begge pigers vedkommende er det første gang, de skal optræde i rødt og hvidt. Julie Ørnskov har, siden hun var 14 år været udtaget til flere talenttræninger, mens Norah Holstener Larsen først er kommet ind i DBU-regi, da hun i november sidste år skiftede fra HFK til Kolding Q.

Julie og Norah har kendt hinanden siden 7-8 års alderen. På dette tidspunkt begyndte Norah at spille fodbold, mens Julie startede allerede som femårig.

- Jeg spillede med drengene i frikvarteret, og i HFK var jeg med på drengeholdet, indtil vi var piger nok til selv at danne et hold, husker Julie.

Her kom så Norah også til, og de har fulgtes ad op igennem rækkerne. Som U14-spillere blev de endda med deres hold pokalvindere og jyske mestre.

Siden er deres veje skiltes. Norah begyndte på efterskole og ville gerne prøve noget nyt i Kolding Q. Her spiller hun både på U16- og U18-holdet.

Også Julie er med på to hold: HFK's U16-hold og seniorholdet i kvindeserie vest.

Norah har tidligere gået til spejder og Julie til håndbold, men nu er det kun fodbolden, det gælder. Foto: hans Chr. Gabelgaard

Blandt landets bedste spillere

Norah og Julie har været igennem en lang række træningssamlinger, inden de endelig blev udtaget til bruttotruppen på 20 spillere.

De er enige om, at det har gjort dem bedre at være sammen med landets bedste spillere, og de har begge fået mange nye venner.

Ingen af dem vidste før for ganske nyligt, om de var kommet igennem nåleøjet til den endelige udtagelse.

- Jeg sad og ventede ved telefonen, og jeg blev vildt glad, da landstræneren ringede. Jeg havde bare lyst til at råbe det ud til alle, men det skulle holdes hemmeligt i en uge, husker Julie.

Også Norah kiggede spændt på telefonen, når den ringede, og da beskeden kom, kunne hun ikke helt holde på hemmeligheden.

- Min roomie på efterskolen fik det at vide, men hun sagde det ikke til nogen.

Norah og Julie er blevet til bedre fodboldspillere af også at spille på henholdsvis klubbens U18-hold og seniorhold. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Ambitioner og afsavn

At være med på topplan i pigefodbold betyder mange afsavn.

Der må siges nej, når kammeraterne holder fest. Fodbolden kommer altid i første række, og tidsforbruget er ganske højt. Det kan snildt snige sig op omkring 12-15 timer om ugen, hvis både træning i skolen, klubben og kampe tælles med.

Julie og Norah lever og ånder for fodbolden, og der bliver ikke tid til meget andet. Hvis det stod til dem, skulle det eneste, de lavede i skolen være at spille fodbold.

De har da også ambitioner om at blive professionelle og tjene penge på deres sport. Det er lykkedes for Julies forbillede, Sanne Troelsgaard, men også i den grad for Norahs idol, Simon Kjær.

- Drømmen er at komme til at spille i 3F ligaen og måske ende i Tyskland, Sverige, England eller USA, siger de begge.

Foreløbig gælder det dog de to landskampe i Berlin den 30. oktober og 1. november.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce