Brørup: Efter år med corona-restriktioner var der lagt op til den helt store åbningsdag i Brørup Svømmebad på fredag den 13. maj. Men vandhundene må væbne sig med tålmodighed, for åbningen er blevet udskudt.
- På beklageligvis må vi desværre meddele, at vi har fundet alvorlige skjulte rørskader under bassinerne. Derfor skal bassinerne nu tømmes for vand, skriver bestyrelsen på Brørup Svømmebads hjemmeside og facebookside.
Formanden for Brørup Svømmebad Jens Åge Larsen opdagede skaden for få dage siden.
- Vi var færdige med at fylde vand i for en uge siden. Der gik en tre dage, hvor jeg simpelt hen ikke kunne følge med til at varme vandet op. Så fandt jeg ud af, at der var et hul, der smed 50 kubikmeter vand i døgnet. Det skal vi have udbedret, siger Jens Åge Larsen, der frygter, at der er et rør, der er hoppet fra hinanden.
Bassinerne skal nu tømmes helt for vand.
- Og alle de nye fliser, der er lagt for to år siden, dem skal vi have op nede ved vipperne. Så starter vi forfra med at fylde vand i fra slutningen af maj. Jeg forventer, jeg kan begynde at fylde vand i efter Kristi Himmelfartsdag i uge 22. Det tager tre dage at fylde vand i, og en uge at varme op. Jeg har en forhåbning om at kunne åbne i weekenden mellem uge 24 og 25, siger Jens Åge Larsen.
Forsikring redder dem
Heldigvis har Brørup Svømmebad en forsikring, der også gælder skjulte rør. For arbejdet bliver formentlig en udskrivning i størrelsen 100.000 til 150.000 kroner.
- Vi får det meste af det retur, og vi er også forsikret mod tabte indtægter i den periode. Var vi ikke forsikret, så havde vi ikke åbnet op i år, siger Jens Åge Larsen.
Skaden kommer i forlængelse af to hårde corona-år. I 2020 var der helt lukket, og i 2021 var besøgstallet på 6500. Det var et middelår. I 2018 satte man rekord med 13.500 gæster.
- Hvis vejret er rigtig godt, trækker vi gæster helt fra Billund, Kolding, Esbjerg og Grindsted. I en weekend med 25 grader kan vi normalt godt have 500 gæster om lørdagen og søndagen, siger Jens Åge Larsen.
Kongefamilien kom forbi
Brørup Svømmebad blev indviet den 19. juni 1955. Hele anlægget havde en størrelse og udformning, som vakte opmærksomheden viden om.
Initiativet til badet kom fra lægefrue Margrethe Petersen, og det var hende, der via indsamlinger skaffede de nødvendige midler. Margrethe Petersens ildhu betød også, at hun formåede at få kongefamilien til at gøre holdt ved svømmebadet i forbindelse med et besøg i Esbjerg.
I nutiden bryster man sig af at være et moderne svømmebad, hvor vandet i bassinet altid er minimum 25 grader. Her er blandt andet morgensvømning, og badet kan også lejes udenfor ordinær åbningstid til blandt andet børnefødselsdage med mere.
- Vi ligger mellem 26 og 27 grader i vandtemperatur, og det gør vi også i år, selv om vi er ramt af absurd høje gaspriser. Normalt har vi et sæsonforbrug på 120.000-130.000 kroner. I år ser vi ind i en gasregning på 300.000 kroner. Det rammer os rimeligt hård, så vi må spare andre steder. Vi har sat voksenpriserne lidt op, men det bliver ikke dyrere for børnene, siger Jens Åge Larsen.
Jens Åge Larsen, formand for Brørup SvømmebadVi ligger mellem 26 og 27 grader i vandtemperatur, og det gør vi også i år, selv om vi er ramt af absurd høje gaspriser.
Også stigende elpriser kan mærkes.
- Normalt har vi el-udgifter for 50.000 kroner. Vi ser ind i en el-udgift på 150.000 kroner i år, tilføjer formanden.
De har klaret modstand før
Brørup Svømmebad har mødt udfordringer før. Fødslen forløb sig heller ikke som planlagt.
For det første var sommeren 1954 særdeles regnfuld og gjorde vilkårene for byggeriet vanskelige, og i september blæste en af de høje gavlmure ned og knuste en del af taget.
Værre var det dog, at det viste sig at de lagte budgetter for byggeriet slet ikke holdt stik. Da pengene var brugt manglede der yderligere 85.000 kr. til færdiggørelsen.
Efter en længere drøftelse i sognerådet, blev der dog bevilget en yderligere lånegaranti på beløbet og byggeriet kunne gøres færdigt. Den samlede byggesum løb op i 315.087 kr.
Den 19. juni 1955 kunne svømmebadet indvies ved en større ceremoni med flere taler og blandt andet opvisning ved svømmepiger fra AGF.