Annonce
Kolding

Det bliver i familien: Mor, kæreste og søn er alle med i amatørteater

Karina Jakobsen er instruktør på Teatertruppen Vamdrup 83's nye musical, men før premieren lørdag hjalp hun også med at lægge makeup på de medvirkende. Her er det hendes egen søn, Mathias på 16 år, der lige skal have noget farve i hovedet. Foto: Lotte Højstrøm
Hele Karina Jakobsens familie er engageret i Teatertruppen Vamdrup 83. Både hun, hendes kæreste og ældste søn er involveret i teatrets nye musical.

Vamdrup: Karina Jakobsen var 12 år, da hun første gang medvirkede i en forestilling hos Vamdrups amatørteater, Teatertruppen Vamdrup 83.

I dag er hun 36 år og kan snart fejre sølvbryllup med amatørteatret, som hun kun har holdt en kortere pause fra, da hun som teenager var på efterskole.

Og man kan roligt slå fast, at teatret er gået i blodet på ikke bare Karina Jakobsen men såmænd også på hele hendes familie.

Hendes to yngste børn medvirker gerne i teatrets børneforestillinger, og da hun lørdag gjorde klar til premieren på den aktuelle voksenforestilling, musicalen "Vi maler byen rød 2", var hun flankeret af både sin kæreste og sin ældste søn Mathias på 16 år.

Karina Jakobsen styrede løjerne som instruktør, mens kæresten og sønnen var med som skuespillere. men når man er instruktør på et mindre amatørteater, har man også mange andre opgaver, så i timerne op til premieren havde Karina Jakobsen travlt med at sminke skuespillerne, deriblandt sin søn.

Annonce

Forestillingen

  • Teatertruppen Vamdrup 83 havde lørdag klokken 14 premiere på dets helt nye forestilling "Vi maler byen rød 2".
  • Den opføres også klokken 19 lørdag aften og søndag klokken 14.
  • Det foregår i teatersalen på Vamdrup Skole øst på Østergade 80.

Sammenhold

Hun voksede op i Vamdrup og bor i dag i Lunderskov, men teaterfamilien holder hun troligt fast i.

- Det er sammenholdet her, der får mig til at blive ved. Det er en anden familie, vi har her, og er noget helt særligt. Det er egentlig ikke på grund af selve forestillingerne, jeg er med. Det er for sammenholdet, fortæller Karina Jakobsen.

Hendes søn Mathias kom med i teatertruppen som kun fireårig, så han er en af de garvede. Han erkender dog også, at der til tider har været andre ting, der trækker i ham end teatret, for eksempel fodbold eller fester. I denne omgang er han faktisk også mest med for at redde sin mor, der manglede en skuespiller, fortæller han.

Hjem fra Odense

For 21-årige Lise-Lotte Svendsen, der også er med som skuespiller i musicalen, er amatørteatret også i den grad gået i blodet.

Hun voksede op i Vamdrup og har været med i Teatertruppen Vamdrup 83 i 13 år. For nylig flyttede hun til Odense for at studere, men det har ikke holdt hende væk fra den nuværende forestilling.

- Jeg er taget hjem hver weekend for at øve. Men jeg ved ikke, om jeg bliver ved med det ved de næste forestillinger, for det er ret dyrt at komme hjem, når man er studerende, siger hun, der ligesom Familien Jakobsen fremhæver det tætte sammenhold i teatertruppen.

21-årige Lise-Lotte Svendsen har været med i amatørteatret i Vamdrup, siden hun var otte år. For nylig flyttede hun til Odense men er alligevel taget hjem til fødebyen for at medvirke i den nye musical. Foto: Lotte Højstrøm
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce