x
Annonce
Erhverv

Det bliver konge: Kæmpe kinesisk restaurant åbner snart

Xiaomin Lin og hendes far Xianfeng Lin glæder sig til at åbne den næsten 900 kvadratmeter store restaurant i Aabenraa. Foto: Jacob Schultz
Om få uger håber Restaurant Konge Buffet at kunne slå dørene op for de første gæster.

Aabenraa: Borgerne i Aabenraa og omegn kan meget snart se frem til en ny restaurant, hvor der er garanti for, at ingen forlader den igen sultne. Restaurant Konge Buffet er navnet, og den får til huse i det tidligere supermarked på Petersborg i Aabenraa.

Bag restauranten står en kinesisk familie, der har stor erfaring med at servere mad for folk, da den i forvejen har King Restaurant i Esbjerg. Den har familien valgt at beholde, selv om den nu har slået sig ned i Aabenraa.

- Hele familien er allerede flyttet til Aabenraa, men vi beholder restauranten i Esbjerg, siger den 24-årige Xiaomin Lin, der bliver restaurantens ansigt udadtil, da hun mestrer det danske sprog forbilledligt.

Det er Xiaomin Lins forældre, der ejer Restaurant Konge Buffet, og alle håber, at man kan byde de første kunder velkomne om ganske få uger.

- Vi håber at kunne åbne i begyndelsen af marts. Vi er ved at være klar med det hele, men venter lige nu på nogle godkendelser og en alkoholbevilling. Det har været en lang proces, siger Xiaomin Lin.

Annonce
Vi håber at kunne åbne i begyndelsen af marts. Vi er ved at være klar med det hele.

Xiaomin Lin, Restaurant Konge Buffet

Masser af plads

Restauranten på Petersborg i Aabenraa er med køkken og det hele næsten 900 kvadratmeter stor, og der er da også plads til rigtig mange gæster.

- Der er plads til 148 mennesker, men vi har sørget for, at folk ikke sidder for tæt på hinanden, siger Xiaomin Lin, der skal arbejde i Restaurant Konge Buffet som tjener.

Der er flere grunde til, at familien valgte at satse på en stor restaurant i Aabenraa. Ifølge Xiaomin Lin er der ikke mange store restauranter i byen i forvejen, og så har beliggenheden med rigtig gode parkeringsforhold også spillet en stor rolle.

- Det er vigtigt med gode parkeringsforhold, når man har en restaurant, og det har vi her på Petersborg. Derudover er Aabenraa også et godt sted, fordi der er mange små byer rundt omkring. Vi satser på, at der er kunder nok, siger Xiaomin Lin.

Den nye restaurant i Aabenraa har også fået indrettet et børnerum, og det er Xiaomin Lin overbevist om vil blive en stor succes.

- Børnene kan ikke holde sig i ro for længe af gangen, og derfor er det vigtigt med et børnerum. Når de så har leget, kan de gå tilbage til bordet og spise noget mere, siger hun.

Ikke kun buffet

Xiaomin Lin kom til Danmark som 14-årig. Lidt senere end hendes forældre, og hun nyder at være i landet, selv om hendes kæreste stadig bor i Kina.

- Jeg kan godt lide Danmark. Det er hyggeligt, og der er ikke så meget konkurrence i skolen. Folk smiler og siger godmorgen og hej til hinanden. Det er dejligt, siger Xiaomin Lin, der har en datter, der snart fylder to år.

Xiaomin Lin er også i gang med at tage en HA i erhvervsøkonomi, men lige nu har hun mest travlt med at få de sidste detaljer på plads i Restaurant Konge Buffet, der i øvrigt ikke kun byder på buffet.

- Man kan også bestille individuelle retter, og det vil også være muligt at holde større selskaber i restauranten. Det kan være konfirmationer, julefrokoster eller barnedåb, og så tilbyder vi også mad ud af huset, siger Xiaomin Lin.

De mange forskellige retter, som restauranten byder på, vil blive lavet af to kinesiske kokke, som tidligere har arbejdet på fine restauranter i Kina.

Restaurant Konge Buffet

Restaurant Konge Buffet i Aabenraa har åbent alle ugens dage.

Mandag til fredag fra klokken 16.30 til 22.00.

Lørdag og søndag fra klokken 11.30 til 22.00.

Fejrer man sin fødselsdag på restauranten med mindst fire personer, betaler fødselaren kun 1 krone for en aftenbuffet.

Der er plads til 148 gæster i Restaurant Konge Buffet. Foto: Jacob Schultz
Der er også masser af plads på toiletterne. Foto: Jacob Schultz
Der er kræset for detaljerne i Restaurant Konge Buffet. Foto: Jacob Schultz
Børnene får deres helt eget rum, hvor de kan lege. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce