Annonce
Esbjerg

Det bliver lokalt, frontalt, vokalt - og lettere bindegalt

Leif Fabricius og Hanne Bjørnskov er de to tovholdere bag revyen, og Fabricius - som for første gang ikke selv står på scenen i Musikhuset - har skrevet flere numre til forestillingen. Det er også de to, som hjælper til med, at der kan komme lokale hentydninger undervejs i revyen. Noget, der giver et ekstra lag for lokalbefolkningen, men som samtidig også sagtens kan forstås af revygæsterne udefra. Foto: Martin Ravn
Torsdag brager årets udgave af EsbjergRevyen ud fra scenen i Musikhuset Esbjerg. Vi besøgte skuespillerne, som er blevet ret glade for Esbjerg. Så glade, at Farshad føler sig hjemme i sit esbjergensiske coffee house, og Michel Castenholt har lært at sige "rundkørslen".

ESBJERG: De ligner ikke nogen, der er på arbejde. De ligner en flok venner til en fest, hvor stemningen bare er ekstra god, og hyggesnakken ender i en intens idéudvikling. En af de fester, hvor man pludselig har skrevet en forretningsplan til et nyt firma sammen med tre kammerater, fordi man kom i flow og bare tænkte frit og hurtigt sammen.

Men det er fredag middag, og de fem skuespillere og instruktøren er på arbejde. Hårdt og tidspresset arbejde endda. Og der er ikke tale om en forretningsplan, men om at få en revy på benene. Den slags griner man sig bare bedst frem til, alt imens den kreative hjernehalvdel kører på højeste gear.

Alene under de 20 minutters interview med JydskeVestkysten popper fem nye idéer til revynumre op i samtalen. Som for eksempel den her drejning:

- Processen i revy starter med en masse tekster på bordet, men så kommer skuespillerne i tanke om, at de forresten har noget, der er federe. Men det er også okay. Noget skal ud, siger instruktør Michel Castenholt.

- Noget skal ud. Nogen skal ud, siger Jan Svarrer tørt, og alle ler.

- Ja, jeg frygter, det bliver mig. Der er altid nogen, der skal stemmes ud. Hey - vi kunne da lave noget med, at publikum får sådan en knap, som de kan trykke på - brr - og stemme os ud, når vi ikke er sjove nok. Ligesom i de der talentprogrammer, siger Merete Mærkedahl.

- Gud ja. Og hvor vi får installeret en faldlem, siger Kasper Gattrup.

Annonce
Opskriften for os, hvis vi skal overleve i konkurrencen, er, at vi skal have det lokale tilsnit. Vores revy her i Esbjerg er ikke bare en kopi af de andre, men kan noget specielt. Det skal få folk til at ville se EsbjergRevyen, selv hvis de har tradition for at rejse ud og se en af de udenbys revyer også.

Hanne Bjørnskov

Farshad og Esbjerg

Premieren årets udgave af EsbjergRevyen nærmer sig. Torsdag 22. august går tæppet for første gang til de lyriske narrestreger og slam-bam-satire, som holdet i år har besluttet skal kilde lattermusklerne i Lille Sal på Musikhuset Esbjerg.

Holdet på scenen består af to gengangere fra sidste år, Jan Svarrer og Kasper Gattrup, samt Farhad Kholghi som var med for to år siden, mens den nye pige i klassen er Merete Mærkedahl. Kapelmester er igen Peter Bom, og Michel Castenholt er instruktør.

- Jeg er glad for EsbjergRevyen og det esbjergensiske publikum og har efterhånden været her en del gange nu. Jeg er ligefrem kommet dertil, hvor jeg - som enhver esbjergenser - ved, hvilken en rundkørsel rundkørslen er. Og Esbjerg er faktisk en rigtig fed by. Det er ærgerligt, at ikke alle ved det, siger Michel Castenholt.

- Jeg føler mig hjemme i Esbjerg. Fuldstændig helt og aldeles. Der er jo et coffee house her, og det er en skøn, skøn by. Jeg hygger mig rigtig meget her, siger Farshad Kholghi.

Sober erotisk litteratur

De fire skuespillere er indlogeret i samme opgang i Kongensgade, hvor revyens "mor", Hanne Bjørnskov var så heldig at finde lejligheder, som kunne lejes for så kort en periode. Men de fleste af døgnets timer tilbringer skuespillerne nu på Musikhuset i et utrolig intenst øveforløb på nogle få uger.

Så er det godt, at humøret er højt, og numrene er sjove. Michel Castenholt afslører, at som altid er et lokalt islæt over revyen, og så vil man blandt andet møde skolelærere, der ikke taler ordentligt dansk, og der vil være rock, artisteri og en snert erotisk litteratur.

- Altså sober erotisk litteratur, understreger instruktør.

- Ja, med U altså. Super erotisk litteratur, kommer det fra Jan Svarrer.

Hvad det hele ender med, kan opleves i Musikhuset Esbjerg, når EsbjergRevyen spiller fra 22. august til 7. september.

Der er blevet pingpong'et og fjollet til den store guldmedalje i kælderen under Musikhuset Esbjerg de seneste to uger, for sådan opstår de bedste numre og den bedste præstation på scenen. Holdet hygger sig meget sammen, og en aften fik Jan Svarrer og Merete Mærkedahl startet alarmen i musikhuset, fordi de blev hængende helt til klokken 00.30 om natten. Her er det Farshad Kholghi, som har taget en stol på hovedet. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Esbjerg står sammen: Stor donation af beskyttelsesudstyr til Sydvestjysk Sygehus

Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Annonce