Annonce
Haderslev

Det er frivilligt at gå i hundene

Stifinderen blev oprettet for 20 år siden til det, man den gang kaldte "parkfolket"; psykisk syge misbrugere. For to årsiden skiftede bostedet navn til Støttecentret. Foto: Larz Grabau
Støttecentret på Bøndergårdene et tilbud til borgere, som "har valgt" et liv med misbrug.

HADERSLEV: Støttecentret på Bøndergårdene er sidste stop, inden man havner på gaden. Derfor forsvarer Haderslev Kommunens socialchef og konstitueret afdelingsleder for senior og rehabilitering Peter Isak, hvorfor stedet findes på 20 år. – Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis du er pårørende til en, der bor dernede, så vil man opleve, at det er et meget kaotisk miljø. Det er et tilbud, hvor målgruppen er aktive misbrugere, som for næsten alles vedkommende har fravalgt at få behandling mod deres misbrug. De bor i deres egne lejligheder. Vi er bekendt med, at mange af beboerne har stoffer på sig eller i deres lejlighed. Det ville de også have, hvis de boede ude i byen. Der er forbud mod at bruge stoffer eller at have alkohol på alle fælles arealer. Men hvad de gør på deres egen matrikel, blander vi os ikke i. Politiet har ansvaret for den del af indsatsen.

Annonce

Sagen kort

Støttecentret også kaldet Støttecentret Bøndergårdene og tidligere Stifinderen har ti boliger. To er nødboliger, så folk kan komme ind fra gaden og får en midlertidig bolig. Det åbnede i 1999.
På kommunens hjemmeside hedder det blandt andet om stedet:

Stifinderen blev etableret for en gruppe borgere, der ikke kunne indpasses i samfundets almindelige rammer. (De) har deres egen subkultur, samvær, kontakt, aktivitet der ofte er styret af medicin, misbrug i form alkohol og misbrug. Ligeledes et hverdagsliv præget af stor ustabilitet.
Målgruppen har ofte store vanskeligheder ved at begå sig socialt.
De har ofte en lav frustrationstærskel og kommer let i konflikt med deres omgivelser.

(Det er et) tilbud til borgere med dobbelt diagnose, det vil sige svært sindslidende med et samtidigt misbrug.

Eget ansvar

Så beboerne har selv valgt at bo der. Og de er selv ansvarlige for deres lejligheder. – Bøndergårdene er et tilbud til mennesker, som af egen fri vilje har valgt at ”gå i hundene”. Vi tilbyder løbende misbrugsbehandling og samtaler. Men rigtig mange har valgt at leve deres liv, som de lever. Når vi har det tilbud, er det et udtryk for at have et tilbud til mennesker, som ellers ville falde helt igennem. Men vi oplever det som dilemmafyldt; på det ene side at komme med tilbud, og samtidig fuldt og helt anerkende, at folk har deres egen myndighed og frie vilje. Peter Isak forstår derfor fuldt ud den mor, som torsdag stod frem og kritiserede forholdene. – Men især for pårørende er det en sorg og en lidelse, man slet ikke kan sætte sig ind i. Det er også et dilemma, som alle pårørende står i; man er pårørende til et myndigt menneske, som kan vælge egne veje i livet. Det bedste, vi kan gøre, er at komme med råd og mulighed for behandling. De eneste, som kan tvinge noget igennem, er behandlingspsykiatrien. Men der er ikke behandlingstvang på misbrug. Og det er ganske vanskeligt at være vidne til.

Lukker et hul

Stifinderen blev oprette for 20 år siden. I et par år inden var der også en voldsom debat, om stedet overhovedet skulle have lov til at åbne. Der var massive protester fra beboerne i området. Men politikerne stod fast. – Der er også et politisk ønske om at lukke et hul i ”sikkerhedsnettet”, så der ikke er nogen, der falder helt igennem. For alternativet til at være dernede er at være på gaden, eller vandre fra forsorgshjem til forsorgshjem, eller fra herberg til herberg, eller sove på sofaer rundt omkring. Der er ikke mange alternativer, når man ”vælger” at være misbruger. Men jeg ved godt, at man ikke bevidst vælger at være misbruger, tilføjer Peter Isak.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce