Annonce
Rejser

Det er populært at campere om vinteren

Campingvogne er i dag så komfortable, at der ikke er noget til hinder for at campere året rundt og for eksempel fejre jul i campingvognen.

I Tyskland og Østrig det populært at bruge juledagene i campingvognen og kombinere julehyggen med skiløb. Men også i Danmark vælger mange at campere i december. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i december 2017 var lige under 100.000 overnatninger på de danske campingpladser.

Tallet er selvfølgelig noget lavere end i årets varmeste måneder, men Lisbeth Rasmussen, der er bestyrelsesmedlem i brancheforeningen Camping Branchen kan alligevel se, at der er en tendens til, at folk gerne vil kunne campere hele året.

- Mange mennesker har et billede af en campingvogn, som den så ud i 1960'erne, og det er bestemt ikke virkeligheden i dag. Vognene har gulvvarme og centralvarme, og det er meget komfortabelt i dag. Folk er begyndt at bruge campingvognen mere og mere, og det kan man lige så godt. Det er hyggeligt at bruge den i den kolde tid, for det er nogle lidt andre ting, man laver, siger Lisbeth Rasmussen, der er en del af Østsjællands Camping Center. Hun kan også mærke, at salget af de vinteregnede vogne er steget gennem de sidste mange år.

- Der er både nogle, der gør det herhjemme på danske campingpladser og nogle, der kører sydpå. Nogle steder i Østrig er vintersæsonen større end sommersæsonen, hvis de ligger tæt på skiområderne. Det er helt den omvendte verden, fortæller Lisbeth Rasmussen, der selv er en af dem, der kører til Østrig og camperer og står på ski.

Det er ikke alle danske campingpladser, der holder åbent i vintermånederne, og derfor rykker vintercampisterne sammen på færre pladser. Man skal derfor ikke frygte at ligge mutters alene, hvis man vælger at bruge juledagene på campingpladsen. Nogle pladser holder endda julearrangementer og tilbyder at stå for hele julemenuen.

Lisbeth Rasmussens bedste råd er bare at kaste sig ud i det, hvis man har lyst til at prøve at campere om vinteren.

- Folk skal varme deres vogn op et par dage før, så den er dejlig varm og tør, og så er det bare af sted, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Varde

Det nye Blochsgaard er indviet

Annonce