Annonce
Vejen

Det er utroligt givtigt at være aktiv som frivillig

Knud Hedegaard holder sig blandt andet aktiv ved at være frivillig på ældrecenter Kærdalen. Foto: Martin Ravn
Langt flere ældre arbejder arbejder med frivilligt arbejde for at holde sig aktiv. Det gælder også i Vejen Kommune. I påskedagene bringer vi en portrætserie om aktive seniorer i Vejen Kommune. Den første kan du møde i dag. Det er Knud Hedegaard, der er frivillig på ældrecenter Kærdalen i Vejen Kommune.

Hvordan holder du dig aktiv?

Man kan være aktiv på mange måder. Jeg dyrker ikke så meget sport længere, som jeg gjorde i mine unge dage. Derimod har jeg kastet mig ud i at være frivillig på ældrecenter Kærdalen.

Her har jeg været med til at en ny støtteforening. Det er der lagt mange timer i - både herhjemme ved computeren og ved planlægningsmøder med de andre frivillige. Der er meget at sætte sig ind i: Vedtægter, budget, den nye persondataforordning og generalforsamlinger. En anden måde at være aktiv på for mig er at gå i haven. Det giver en del god motion.

Jeg er også aktiv i køkkenet. Jeg elsker at bage brød og har været på bagekursus flere gange. Desuden er jeg rigtig glade for at læse bøger, det bliver til omkring 25 om året.

Hvad får du ud af at have en aktiv fritid?

Det er utroligt givtigt at være aktiv som frivillig. Det primære formål med at være frivillig er naturligvis at hjælpe beboerne. Kærdalen råder over to rickshaw cykler, hvor jeg har været pilot på den ene. De ture, jeg har haft med beboerne, har været helt fantastiske. Den glæde og nydelse, beboerne udstråler ved at komme ud på sådan en tur, er helt fantastisk, og giver mig naturligvis en enorm glæde. Samværet med de øvrige frivillige sætter jeg enormt højt. Blandt os opstår der nære venskaber, og det giver plads til en god omgangstone, hvor der aldrig er sure miner, men kun glæde og venskab.

Hvor mange timer bruger du på aktiviteter om ugen?

Det er jo lysten, der driver værket, så derfor har jeg aldrig talt timer på det frivillige arbejde og ej heller på havearbejdet.

Hvilke forventninger har du til fortsat at være aktiv?

Så længe mit helbred vil tillade mig at komme på Kærdalen, vil jeg med bestemthed fortsætte. Det giver jo en helt anden hverdag at komme ud blandt andre mennesker. Jeg frygter at komme til at sidde med fjernbetjeningen i hånden foran fjernsynet hele dagen. jeg ville ikke kunne undvære det sociale samvær.

Hvordan finder du inspiration til dine aktiviteter?

Under havearbejde kan man få mange gode idéer. Hvis man brænder for en sag, kommer man også til at tale med mange mennesker. Under sådanne samtaler kan man modtage stikord, som kan være grobund for gode idéer. Hvis man tænker på, hvordan man selv vil have det, kan man spørge om beboerne på Kærdalen har de muligheder, som man selv har, og hvis ikke så kan man forsøge at skabe mulighederne for dem.

Hvor stor betydning har det sociale samvær for dit valg af fritidsaktiviteter?

Det sociale samvær er uvurderligt, det er en meget stor del af mit liv at nyde samværet med de øvrige frivillige.

Hvor meget søvn får du, og spiser du speciel kost for at holde dig aktiv?

Jeg går sjældent i seng det samme døgn, som jeg står op. Så det bliver nok til seks-syv timer i døgnet.

Efter en kræftoperation i spiserøret og maven, spiser jeg en syv-otte gange i døgnet. Jeg spiser meget små portioner og meget proteinholdigt. Jeg spiser ikke af sult, men af nødvendighed.

Hvad vil du anbefale andre, der gerne vil i gang med en aktiv fritid?

Læg fjernbetjeningen og lad være med at tænde fjernsynet før efter aftensmaden. Så kommer man automatisk mere i gang. Der er så mange muligheder for at holde sig aktiv i vores kommune. Vejen Idrætscenter, Knudepunktet og meget andet.

Og så kan jeg kun opfordre til at blive frivillig. Gerne på Kærdalen, hvor vi mangler frivillige og gerne mandlige, der f. eks. kan træde i pedalerne på rickshawen.

Annonce

Kort om

Alder: 71

Bopæl: Vejen

Civilstatus: Gift

Job: Pensionist

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce